“Isla og jagten på lykke” af Stephanie Perkins

Hende Jensen blog - boganmeldelse af "Isla og jagten på lykke" af Stephanie Perkins

5_5

Titel: “Isla og jagten på lykke” | Forfatter: Stephanie Perkins | Forlag: Lovebooks

ISBN: 9788711442906 | Udg. dato: 01-10-2015

I tre år har Isla haft et crush på den indadvendte tegner Josh, som hun går i klasse med på School of America i Paris.
I sommerferien møder hun ham tilfældigt på Manhattan, og romantikken begynder at blomstre. Men i løbet af skoleåret er både hun og Josh dog tvunget til at konfrontere de udfordringer, som alle unge par må gå igennem: familiedrama, usikkerhed omkring ens valg for fremtiden og risikoen for at blive adskilt.
Med New York, Paris og Barcelona som baggrund byder denne søde og fantastiske historie om ægte kærlighed også på et gensyn med de elskede karakterer Anna, Étienne, Lola og Cricket fra bøgerne Anna og det franske kys og Lola og naboens søn.
Jeg elsker Isla! Jeg elsker bogen! Jeg elsker Stephanie Perkins’ måde at fortælle, beskrive og skrive på!
Stephanie Perkins har en fantastisk evne til, med simple historier at drage læseren helt ind hvor man er tæt på, og føler det hele meget nært. Selv om triologien her nok egentlig henvender sig til et yngre publikum, idet den handler om unge karakterer på 18 år, så er den på ingen måde barnlig eller bare henvendt på ungdommen. Folk i alle aldre, nyder bøgerne om Anna, Lola og Isla.
– ja, de foregående om Anna og Lola er nødt til at blive nævnt, for de indgår naturligvis sammen med de øvrige karakterer – Cricket, Calliope, Etienne mv. – også i denne bog. Det, at forfatteren vælger at inddrage de tidligere hovedpersoner, i biroller senere hen, giver bare et ekstra twist til historien der gør, at man jo kender personerne. Man kender og har elsket og følt med dem tidligere, så det er bare kendinge, der krydrer historien på en super vellykket måde.
Vi kommer helt tæt på ungdommelig kærlighed, følelser, pinlige situationer, sorg, knuste hjerter og meget andet, der gør bogen og historien så livsbekræftende. Vi hepper på Isla og Josh, men vi forstår også godt at alt ikke bare kan være en dans på roser. Vi krummer tæer da Isla er pinlig, og vi bliver triste da Isla og Josh går hvert til sit. – heldigvis er der også nok at glædes over, og vi sidder med et smil på læben, det meste af bogen. Isla er en rigtig sød karakter, der bare gerne vil elske og elskes, og endelig ser ud til at få lov til det med Josh, men så indtræder livet og alverdens forhindringer spænder ben.
Jeg er simpelthen vild med bogen og dens karakterer. Den er røget direkte ind på førstepladsen i forhold til Stephanie Perkins. Isla øverst, så Anna og så Lola. Det er bøger, der til hver en tid kan genlæses – og også vil blive det, herhjemme!
Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *