“Som stjernerne står” af Cora Carmack

Boganmeldelse "Som stjernerne står" af Cora Carmack - Jensens bogblog

5_5

Titel: “Som stjernerne står” | Forfatter: Cora Carmack | Forlag: Lovebooks

ISBN: 9788711473979 | Udg. dato: 01-04-2016 | Sideantal: 300

Kontrolfreaken Bliss Edwards er 22 år og snart færdig på college. Hun er glad for sit liv, hun er omgivet af gode venner, og hun har tjek på tingene. Der er bare én lille detalje: Hun har aldrig været i seng med en fyr.
En aften beslutter hun sig derfor for få det overstået med et one-night-stand. Men hun får i sidste øjeblik kolde fødder og efterlader en flot fremmed alene i sin seng. Og som om det ikke var pinligt nok i sig selv, opdager hun dagen efter, at hendes nye dramalærer er manden, hun efterlod nøgen i sin seng for mindre end otte timer siden …

Jeg er en sucker for en god kærlighedshistorie, men her var jeg altså underholdt på den ekstremt gode måde fra start til slut! Jeg hørte de første 15 kapitler som lydbog mens jeg sad og arbejdede, og færdiglæste bogen inden jeg lagde mig til at sove – så god var den!

Vi springer direkte ind i historien og møder Bliss. Sød, uskydig og hamrende sjov tøs der så jo altså aldrig har haft sex. Hun vil gerne og alligevel ikke, er kontrolfreak fra inderst til yderst og når hun endelig giver los, så er det så vi andre krummer tæer og griner.
Veninden får hevet hende med ud os der møder hun jo skønne, skønne Garrick. Varme, rislende følelser opstår, men inden det rigtig bliver godt, slår kontrolfreaken til og efterlader Bliss i en situation hvor hun er flygtet fra egen lejlighed, skal anskaffe sig en kat (hylende morsom sidehistorie) og ikke mindst, nå ja – så skal hun lige se på den mislykkede affære hver uge eftersom han er hendes nye lærer.

Hold nu op en skøn historie allerede fra start. Enhver kan genkende noget Bliss i sig selv, og det gør det kun til en endnu bedre historie. Der er humor og følelser i hvert ord, så meget at man som læser knapt ved om man skal grine eller græde. Ét er sikkert – der spares ikke på noget. Historien bliver aldrig kedelig før den tager et drej igen. Den bliver aldrig bare den sædvanlige kærlighedshistorie eller noget som helst andet. “Som stjernerne står” er bare den komplette morsomme, romantiske, skønne historie alle kan læse – og bør læse!

“Jeg tror, du vil elske Philly,” sagde han.
Lyset skinnede igen i form af hans smil, og jeg slappede af i hans arme.
“Men du behøver ikke bekymre dig om at finde lejligheder. Du kan bo hos mig, mens du leder.”
Hans ansigt var lagt i omhyggelige folder – ingen panderynker, lukkede, afslappede læber med antydningen af et smil.
Jeg sank klumpen i min hals og sagde: “Virkelig?”
“Og hvis du ikke kan finde et sted, som du kan lide, kan du altid bare beslutte dig for at blive hos mig permanent.”

Der var steder hvor mit hjerte boblede, steder hvor jeg blev bange for slutningen og steder hvor jeg skraldgrinede. Jeg elsker humoren i bogen!

“Hvor meget virkelighed havde der været i mine feberdrømme? Jeg turde godt regne med, at min tid som bi var opdigtet, ligesom et par mytologiske dyr, som jeg var sikker på, at jeg havde set. Og at jeg ikke rigtig havde boet på solen sammen med rumvæsner.”

Jeg kan godt lide “skjulte moraler” i bøger, hvis de ikke er for voldsomme. Jeg kunne, som nævnt tidligere, godt genkende en del af mig selv i Bliss – primært det med kontrolgenet. Bogen handler i høj grad om at turde give slip og føle, mærke og bare leve i stedet for at analysere og tænke alt igennem tusind gange på forhånd. Det er en rigtig god “morale” og én man egentlig godt kan lære lidt af ved at opleve Bliss.

Jeg er vild med “Som stjernerne står” og Cora Carmack! Jeg kan næsten ikke vente til der kommer mere. -jeg har købt serien på engelsk, og overvejer kraftigt hvornår jeg kan komme igang med dem!

One thought on ““Som stjernerne står” af Cora Carmack

Skriv et svar