“Dublin Street” af Samantha Young

"Dublin Street" boganmeldelse - Jensens bogblog

5_5

Titel: “Dublin Street” | Forfatter: Samantha Young | Forlag: Flamingo

ISBN: 9788702197204 | Udg. dato: 12-02-2016 | Sideantal: 264

[ Anmeldereksemplar fra Forlaget Flamingo ]

Amerikanske Jocelyn flygter fra sin tragiske fortid i USA og slår sig ned i moderens hjemland, Skotland. Alt er fint, indtil Jocelyn flytter ind i en lejlighed på Dublin Street – og møder en mand, som vender op og ned på hendes beskyttede/skærmede tilværelse.
Forretningsmanden Braden Carmichael er vant til at få det, han vil have — og han vil have Jocelyn. Velvidende at Joss ikke er til faste forhold, foreslår han en ordning, som med garanti vil tilfredsstille dem begge. Men Jocelyn indser hurtigt, at Braden ikke vil nøjes med hed, overvældende lidenskab. Han vil have hele pakken. Og nu skal hun gøre op med sig selv, om hun er klar til at sænke paraderne og lade hemmelighederne komme frem i lyset …

Fra første side tages vi direkte ind i den unge Jocelyns tilværelse. Hun er en del af en god familie, har mor, far og en søster, hun holder af. Lige pludselig griber livet ind og forandrer det, og efterlader Jocelyn alene, forladt og fortvivlet. Som om, det ikke var nok, kommer hun med tiden til at bære på endnu en ubærlig sorg.

Som voksen er det ingen overraskelse at vi møder en stærk Jocelyn med veludviklede parader. Hun lader ikke mange komme tæt på; faktisk er der ikke rigtig nogen, ikke engang hendes bedste veninde, der kender de inderste hemmeligheder og følelser. Hun har med vilje skærmet sig selv fra alt og alle – så kan man ikke miste noget.

Skæbnen vil at hun træder ind i Ellies liv ved at skulle dele lejlighed med hende på Dublin Street. Med Ellie følger nemlig den overbeskyttende og hamrende attraktive bror Braden. Braden som er en mand, der ikke bare tager et nej for et nej. Han er vant til at få hvad han vil have, og det bliver nu Jocelyn. Joss er ikke enig og kæmper trods tiltrækning og følelser, men måske det er det værd at sænke paraderne og lade sig omslutte?

Jeg var fanget og draget fra første side. Forfatteren skriver levende, fængende og med følelse. Faktisk var jeg ikke særlig mange sider inde i bogen før jeg måtte knibe en tåre, og flere til.

“Du elsker mig,” argumenterede han med en lavmælt, dyb stemme. “Jeg har set det.”
Jeg sank og tvang mig selv til at møde hans blik. “Jeg holder af dig, men der er stor forskel.”
Et øjeblik vidste jeg ikke, om han ville sige noget, men så blev hans øjne slørede, og han nikkede kort. “Okay.”
“Du giver slip på mig?”
Hans mund formede et bittert, smertefuldt smil, mens han bakkede væk fra mig. “Jeg har åbenbart aldrig rigtig haft noget tag i dig.” Han drejede om på hælen uden et ord mere og gik hurtigt ned ad gaden og forsvandt i mørket.
Han så sig ikke tilbage en eneste gang, og det var godt.
Hvis han havde gjort det, ville han have set Jocelyn Butler stå og græde ægte tårer for første gang i lang tid, og så ville han have vidst, at jeg havde løjet. Og løjet stygt. For enhver, der så mig i det øjeblik, ville vide, at de så et hjerte blive knust.

Det absolut eneste minus jeg har til “Dublin Street”, er at den ikke er længere. Jeg var slet ikke klar til at skulle slippe Joss og Braden. Den kærlighed, de følelser og den tiltrækning der er beskrevet er fantastisk. Den værdifulde læring i at sænke paraderne og lade hjertet føle i stedet for at skærme sig, men hvor svært det også kan være.. Det var ikke alene interessant men jeg kunne mærke mig selv i det, og så gør det stort indtryk.

One thought on ““Dublin Street” af Samantha Young

Skriv et svar