Kærligheden til at læse og hvordan det hele begyndte

"Eksperimentet" af Catrine Tollström - boganmeldelse på Jensens bogblog

Starten på at læse

Jeg har altid læst meget. Lige fra jeg var en lille pige i dagpleje, hvor jeg første gang fik øjnene op for bogstaver og ord, til nu har bøger og deres universer været et tilflugtsted. Jeg lærte at læse tidligt. Faktisk allerede tilbage til da jeg gik i dagpleje, inden jeg kom i skole. Jeg gik ikke i børnehave, men i privat dagpleje og nogle gange besøgte vi en anden dagplejer hvor der var en jævnaldrende dreng, som jeg senere kom i klasse med i folkeskolen.

Jeg kan ikke huske præcis hvordan, jeg lærte at læse. Jeg har et meget stærkt minde fra en dag, min dagpleje var på besøg ved den anden. Her kan jeg huske, drengen – Andreas – og jeg havde en kæmpe bog! Det var en gammel, udsmidt sag som var kæmpe stor for os dengang. Jeg har absolut ingen anelse om hvad det var. Jeg kan bare huske den her bog, og at vi hyggede os med at kigge på bogstaverne. Pludselig gav det mening, og bogstaverne formede ord.

At kunne læse inden man begyndte i 0. klasse var lidt af et særsyn og en attraktion, især blandt underviserne. Jeg fik hurtigt status af speciel, især fordi min evne til at kunne læse, smittede af på mine evner indenfor bl.a. matematik. Jeg var altid foran de andre elever i læsning og matematik. Jeg blev ved flere lejligheder udnævnt til hjælpelærer i timerne når jeg forlængst havde færdiggjort min del af lektierne. Det var mærkeligt, men ret sejt i den alder.

Bibliotekstimer

Mine yndlingstimer dengang var bibliotekstimerne. Tænk at få lov at gå på biblioteket – mit favoritsted – gå og snuse og udvælge bøger baseret på bagsidetekst og udseende. Låne dem og gå tilbage i klassen, og få lov at læse i dem resten af lektionen! Da vi blev ældre, ændrede bibliotekstimerne sig desværre så vi skulle lægge bøgerne væk med det samme. Det var irriterende, når jeg bare havde lyst til at læse. Jeg var den eneste på hele skolen, som måtte låne mere end 15 bøger af gangen på biblioteket. Jeg læste alt. Jeg var hurtigt færdig med de alderssvarende bøger og igang med romaner og faglitteratur. Jeg elskede skolens bibliotek – det var lille og hyggeligt. Der var mange gange man kunne gå ned af og kigge på reolerne og smålæse i krogene. Jeg kommer ikke på biblioteker den dag idag, for de er for store og “sterile” for mig. Dengang var der hygge og intimitet forbundet med det. Det bibliotek vi har tættest på her er kæmpestort og uden charme.

Køb, lån eller?

Idag læser jeg stadig en del. Hvorvidt jeg køber eller låner varierer. Jeg har, i modsætning til mange bogbloggere, ikke nogen kæmpe reol fyldt med bøger. Jeg tror, jeg ejer omkring.. 30 bøger max? I fysisk form. De fleste af dem ligger i en stak på min reol ved siden af sengen og resten står mixet med min søsters bøger på en reol i stuen. Jeg ejer flere bøger som e-bog på min (elskede) tablet. Det er altså bare en lækker måde at læse bøger på den dag idag. Nemt og bekvemt. Dog er der også noget over en fysisk bog, og havde jeg muligheden, havde jeg nok fyldte reoler med fysiske bøger i stedet, men e-bøger er dejligt pladsbesparende og samtidig billigere i indkøb.

Online vs. fysisk butik

Jeg køber primært mine bøger online. Jeg er fast kunde ved plusbog.dk og saxo.com hvor jeg køber størstedelen af mine bøger. Jeg kan godt lide at komme i boghandlere. Snuser rundt, læser på nye bøger og sukker over alle dem, jeg gerne ville købe. Jeg synes bare ofte priserne er så høje, i forhold til onlinepriser. Økonomi spiller en rolle for mig, så derfor min prioritering. Men man kan jo godt gå i en boghandel og drømme, ikk… Derudover er jeg stor fan af genbrug. Vi har en god genbrugsbutik i nærmeste store by her, og der er jeg flittig kunde. De kender mig efterhånden godt. Jeg kan godt lide genbrugskonceptet. De har en stor bogsektion, hvor jeg nærmest kan bruge timevis.

Book haul #1 - købte køber - Jensens bogblog

Sidst jeg besøgte genbruget, fandt jeg en velholdt udgave af Jojo Moyes’ “Det sidste brev fra din elsker” som jeg glæder mig til at læse. Imponerende hvilke skatte, man kan finde sådan et sted, til lav pris. Jeg gav sølle 18,- for en lækker bog – det er altså småpenge!

Ellers så låner jeg fortrinsvist mine bøger gennem Mofibo og en sjælden gang gennem eReolen. Mofibo kan anbefales; dejligt nemt og prisen er ikke engang særlig dyr.

Læseglæden

For mig er det at læse en måde at slippe væk på. Man kan lægge alt til side, og blive suget ind i et andet univers. Uanset ens egen hverdag, følelser eller andet, kan man lade sig opsluge af andet. Man kan slippe hvem man er, og bare læse. Man kan være en anden. Man kan føle det, en anden føler. For et øjeblik eller flere timer, kan man hoppe ind i et andet univers hvor kun bogen sætter grænser. Nogle gange kan man måske endda føle, man er hovedpersonen eller at bogens personer er ens nærmeste venner. Nogle gange griner man, andre gange pisker tårerne ned over kinderne. Jeg elsker hvert sekund. Jeg læser bøger, jeg elsker. Jeg læser bøger, jeg hader. Men for hver bog jeg læser, åbner der sig en ny dør og en ny verden. At læse er frihed for mig. Det er der, hvor jeg slapper af, samler energi og udvikler mig.

Jeg kan simpelthen bare ikke lade være med at læse. I en overgang havde jeg for meget at se til. Jeg slap bøgerne. Det fjernede en del af min basale glæde. Jeg skal have et frirum hvor jeg kan åbne en bog og fortabe mig selv. Ellers fungerer jeg bare ikke optimalt.

Det er min fortælling om læseglæde, starten på dette liv med at læse og hvordan det er for dig.
Hvordan er det for dig?

Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *