Anmeldelse: “Det fjerde menneske” af David Garmark

"Det fjerde menneske" af David Garmark - boganmeldelse - Bogfinken bogblog

Bogfinken bogblog - 4 ud af 5

Titel: “Det fjerde menneske” | Forfatter: David Garmark | Forlag: Turbine

ISBN: 9788740609646 | Udg. dato: 12-08-2016 | Sideantal: 344

[ Anmeldereksemplar fra Turbine Forlaget ]

En mand vågner blodig i en kiste i Slovenien uden at kunne huske, hvem han er, eller hvorfor nogen har skudt ham. Traumatiseret og fortumlet, går det op for ham, at nogen stadig er efter ham, og at han har gjort noget, der kan få alvorlige konsekvenser for menneskeheden. Samtidig dybt nede og langt inde på det iskolde Antarktis-kontinent, hvor temperaturen sjældent kommer over 45 grader minus, bliver en ældgammel ondskab vakt til live efter tusindvis af år i dvale. Og snart befinder han sig i et kapløb sammen med højt specialiserede allierede og mod skrupelløse fjender for at finde sin identitet og rette op på skaden, han har gjort, før det bliver for sent.

Dan Brown er en af mine yndlingsforfattere. Jeg elsker hans måde at skrive en roman på, hvor spænding, intensitet og det specielle plot med konspirationsteorier, fiktion/virkelighed og teknologi bringes i spil. David Garmark tangerer ham i evne, og det er jeg imponeret af.

Historien

Selve historien har mange facetter. En mand, vi senere lærer at kende som Ditlev Martins, vågner op, skudt og uden sin hukommelse. Det eneste han hurtigt lærer er, at nogen er efter ham. Han husker meget lidt i små glimt, og i løbet af bogen skal hans hukommelse stykkes sammen. Det er et kapløb mod tiden, da nogen er efter ham. Han har tydeligvis gjort nogen noget, og han agerer konstant med livet som indsats. Sideløbende hører vi historien om hvad der skete på Antarktis 2 år tidligere. En farlig virus opdages, mens flere mister liver. Ditlev Martins forsøger at finde ud af hvad den virus har med nutiden at gøre, hvad det er han har glemt, og ikke mindst hvordan han kommer ud af det hele med livet i behold.

Plottet

Jeg kan godt lide plottet i bogen. Man skal lige ind i det, før det begynder at give mening, men intensitet er der masser af. Der sker hele tiden noget idet hovedpersonen husker mere og mere. Samtidig er der hele tiden nye ting at forholde sig til og forstå. Plottet afslører ikke sig selv før tid, og det kan jeg rigtig godt lide.

Faktisk er jeg ret imponeret over bogen, der formåede at overraske mig positivt. Det var en hård sammenligning med Dan Brown undervejs, men bogen klarer sig godt. Den er ikke i nærheden, men den er velskrevet, underholdende og spændende.

Det eneste kritikpunkt jeg dog har er, at jeg synes personbeskrivelserne halter. Jeg føler ikke, jeg lærer Ditlev Martins ordentligt at kende. Som hovedperson burde jeg kende ham bedre, føler jeg. Det er jeg lidt ærgelig over, og derfor mangler den sidste stjerne, for i det store hele er bogen rigtig god. Jeg skal klart læse serien videre, når der kommer mere.

One thought on “Anmeldelse: “Det fjerde menneske” af David Garmark

Skriv et svar