Anmeldelse: “Ondt liv” af Henrik Jensen

Anmeldelse: "Ondt liv" af Henrik Jensen - Bogfinken bogblog

Bogfinken bogblog - 3 ud af 5

Titel: “Ondt liv” | Forfatter: Henrik Jensen | Forlag: Mellemgaard

ISBN: 9788771900521 | Udg. dato: 13-05-2016 | Sideantal: 188

[ Anmeldereksemplar fra Forlaget Mellemgaard ]

Selvom det er mere end 40 år siden, er Jørgen Langholm aldrig kommet sig over drabet på Henriette, der var hans ungdoms store kærlighed. Da han en dag modtager en mystisk æske med et morbidt indhold, vækkes ikke kun det gamle mareridt igen, et nyt og mere grusomt starter.Indholdet i æsken binder på uhyggelig vis det gamle, og ellers opklarede, drab sammen med hans elskede steddatter, Mille, der er forsvundet under en ferie i Spanien.Herefter starter et kapløb med tiden over de næste 72 timer – fra København NV til Frederiksberg og videre til Costa del Sol, for at redde Mille fra en psykopatisk seriemorder. En seriemorder, der kender Langholm godt — særdeles godt.

Historien først

“Ondt liv” starter med at vi møder Jørgen da han og alle kammeraterne er unge mennesker. Lige startet på livet og kærligheden. Jørgen og Henriette kan godt lide hinanden, men det slutter hurtigere end det fik begyndt. Henriette findes myrdet på den mest bestialske måde. Det bliver opklaret; hendes mord ligner et tidligere mord på en prostitueret hvor morderen findes, og begge sager kan derfor lukkes.

Historien nu

I resten af bogen er vi sprunget omkring 40 år frem i tiden. Jørgen er blevet politimand ligesom sin far. Han er ved at komme sig efter et forlist ægteskab med Rebecca. Rebecca har en datter, Mille som Jørgen elsker som sin egen.
Mille er rejst sydpå på ferie, og Rebecca er dybt bekymret idet hun ikke har hørt fra Mille i et par dage. Samtidig finder Jørgen ud af at hans mor i årenes løb, har fået nogle ubehagelige postkort, de troede var til hans far, men som måske egentlig var til Jørgen i stedet. Da flere ting begynder at hænge sammen bliver Jørgen nødt til at tage affære. Måske var mordet på Henriette ikke så simpelt som de troede, for 40 år siden. Måske fandt de slet ikke den rette morder. Og måske er Mille i større fare, end nogen af dem kunne tro.

Bogen

“Ondt liv” er Henrik Jensens debutroman. Det er en god debut. Han har skrevet en god krimi, der har alt det den skal have; historie, godt plot, sympatiske personer og spænding. Jeg er ikke solgt, må jeg dog være ærlig at sige. Plottet er godt. Det fejler intet.
Jeg får ikke helt følelsen af en meget velskrevet bog, når jeg læser den. Formuleringer, vendinger og ordenes brug, er jeg ikke helt solgt på. Nogle steder virker det bare lidt klodset, mens andre sætninger er for meget som man ville sige noget, og ikke skrive.
Det med at bogen springer mellem tre fortællere, i den nutidige del er for så vidt fint nok, men måden er jeg ikke helt fan af. Det er lidt som om, vi får fortalt samme historie flere gange, fordi vi hver gang får samme tid, fortalt af flere forskellige.

Alt i alt

I bund og grund er det en fornuftig start og en basalt set god krimi. Enkelte kritikpunkter gør at jeg ender på 3 hjerter.

Og så en lille kritik i forhold til det tekniske. Jeg har læst bogen som e-bog i ePub format. Den er meget tung på min tablet. Det forringer altid min læseoplevelse når jeg skal sidde og vente på at kunne bladre i bogen. Desværre!

One thought on “Anmeldelse: “Ondt liv” af Henrik Jensen

Skriv et svar