“Lotus blues” (Martin Benner #1) af Kristina Ohlsson

Den første bog i serien om Martin Benner fører os direkte ind i et univers hvor vi ikke ved hvem vi kan stole på, hvordan sandheden lyder eller hvad der virkelig er op og ned…

 

"Lotus blues" (Martin Benner #1) af Kristina Ohlsson - boganmeldelse - Bogfinkens bogblog

Bogfinken bogblog - 5 ud af 5

Titel: “Lotus Blues” (Martin Benner #1) | Forfatter: Kristina Ohlsson | Forlag: Modtryk

ISBN: 9788771465228 | Udg. dato: 07-03-2016 | Sideantal: 383

Den dag alt går ad helvede til regner det. En desperat mand dukker op på strafferetsadvokat Martin Benners kontor og fortæller, at hans søster har brug for hjælp. Men søsteren er død. Før hun begik selvmord, tilstod hun fem mord. I aviserne blev hun kaldt seriemorder og fik tilnavnet Sara Texas. Nu vil hendes bror rense hende – og samtidig finde hendes forsvundne søn, Mio. Sagen virker håbløs. Martin Benner har stort set alt. Charme, penge, karriere, kvinder, et lille barn. Men han har også sine svagheder. Først og fremmest har han svært ved at sige nej til en udfordring. Og da han vælger at se nærmere på sagen om Sara Texas, bliver han forvandlet fra advokat til en brik i et spil med så høje indsatser, at han risikerer at miste alt.

Jeg har haft “Lotus Blues” liggende længe uden at komme igang med den. Det var der egentlig ingen grund til for det er en krimi med alt det gode – plot, historie, spænding… Alligevel skulle der gå flere måneder før jeg slog op på første side. Derefter tog det dog kun 1½ døgn før jeg vendte sidste side – for Lotus Blues er en klar pageturner.

Vi bliver som læser hevet direkte ind i historien. Martin Benner, som jeg i øvrigt aldrig fattede fuldt ud sympati for, får sin sag for da en fyr pludselig dukker op på hans arbejde. Det er en skæv personlighed, men han ønsker Benners hjælp til at rense sin søster og finde dennes søn, Mio. Søsteren viser sig at være en berygtet seriemorder som tilstod en række mord og efterfølgende begik selvmord uden at man fandt ud af hvad der skete med sønnen. Broren er én af de få, der mener hun er uskyldig og at hun ikke har myrdet sønnen, men politiet tager ham ikke seriøst. Det vil han have, Benner skal, og Benner har svært ved at sige nej på grund af nysgerrighed. Han ved dog ikke, at det bringer ham på vej til en sag der vil forandre hans liv og bringe ham selv i stor fare.

"Lotus blues" (Martin Benner #1) af Kristina Ohlsson - boganmeldelse - Bogfinkens bogblog

Min bedømmelse

Da jeg først fik hul på bogen viste det sig at være en rigtig velskrevet krimi. Kristina Ohlsson skriver godt. Hun fanger læseren og får draget denne ind i plottet så spændingen holdes hele vejen. Jeg havde mange mistanker undervejs, men som en god krimi skal, ændrede mit perspektiv sig flere gange undervejs. Jeg var underholdt af bogen og siderne vendte sig hurtigt. Jeg fattede aldrig helt sympati for Martin Benner, hvilket ofte ville have ødelagt min læseoplevelse lidt, men det gjorde det heldigvis ikke i denne historie. Andre ting opvejede og alt i alt sad jeg tilbage med en god oplevelse og en nysgerrighed om hvad der videre sker i historien.
Jeg skal helt klart læse efterfølgeren “Mios Blues”.

Print Friendly

One thought on ““Lotus blues” (Martin Benner #1) af Kristina Ohlsson

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *