“Ingen anemoner er så blå” af Karen Zubari

Ingen anemoner er så blå som dem i den lollandske skovbund, for på Lolland stortrives både blå anemoner, sukkerroer, havørne og poeter. Karen Zubari opdagede Lolland i 2007 og beskrev i Digte fra en blondekant sydhavsøens lyksaligheder og dens fandenivoldske befolkning.
Ingen anemoner er så blå er et udpluk af, hvad hun i øvrigt har skrevet. Ganske vist har de fleste af teksterne en melodi allerede, men nye komponister er velkomne til også at lade sig inspirere.
Der er tekster om lidt af hvert: Lolland og Danmark, ballader, kærlighed, sang og eftertanke. I det åbne landskab, under den høje himmel, har fantasien frit spil.

"Ingen anemoner er så blå" af Karen Zubari - boganmeldelse - Bogfinken bogblog

Sponsoreret indlæg – anmeldereksemplar fra forlaget

Bogfinken bogblog - 3 ud af 5

Titel: “Ingen anemoner er så blå” | Forfatter: Karen Zubari” | Forlag: Mellemgaard

ISBN: 9788771901375 | Udg. dato: 30-09-2016 | Sideantal: 149

Jeg læser forsvindende få digtsamlinger. De siger mig generelt intet. Det med rim, rytme og mærkeligt højtløftet sprog, er bare ikke noget, der harmonerer særlig godt med min læsestil. Hvorfor sagde jeg så ja, til denne? Egentlig bare fordi den var så pæn og så fordi den som udgangspunkt virkede meget “nede på jorden” – altså jeg mener, anemoner på Lolland? Så kommer man da nærmest ikke tættere på jorden 😉 Faktisk viste det sig, at jeg godt kunne lide store dele af samlingen, så det overraskede mig.

“Når isblomster smykker min rude,
og dagen er alt for kort,
når solen forsømmer sin klode
og hastigt skynder sig bort,
da står erantis og krokus
i knop og venter på lur.
Det er vinterens hokuspokus,
den lunefulde natur.”

"Ingen anemoner er så blå" af Karen Zubari - boganmeldelse - Bogfinken bogblog

Sproget flød let og beskrivelserne var gode. Der var humor og sjov i nogle, mens der var alvor og følelser i andre. Der var en god afveksling mellem de forskellige typer. Selvfølgelig ramte nogle mig mere end andre. For eksempel sagde balladerne mig ikke meget, mens andre finere og mere beskrivende fik mig til at føle noget.

“Elsk mig lidt og elsk mig længe,
pluk en rose til mit bord.
Gods og guld og mange penge
er det mindste her på jord.
Lad os møde morgensolen;
se, når bølgen slår mod molen,
gå en tur i grønne enge;
elsk mig lidt og elsk mig længe.”

Selv om digtsamlinger ikke hører blandt min favoritlitteratur har Karen Zubari med sin “Ingen anemoner er så blå” formået at interessere mig. Hun skriver godt, let og helt nede på jorden. Der er ingen forfinethed i hendes sprog, så jeg føler at jeg kan være med og få lov at se hvad hun oplever.

 

Print Friendly

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *