Opkald fra en engel af Guillaume Musso - Bogfinkens bogblog

Opkald fra en engel af Guillaume Musso

 Opkald fra en engel af Guillaume Musso - Bogfinkens bogblog

Bogfinken bogblog - 5 ud af 5

Titel: Opkald fra en engel // Forfatter(e): Guillaume Musso // Forlag: Lindhart & Ringhof // ISBN: 9788711566817 // Serie: – // Udg. dato: 29-03-2017 // Sideantal: 416 // Original titel: L’appel de l’ange // Læst på: Dansk

Bogfinken bogblog

I JFK-lufthavnen i New York støder en kvinde og en mand sammen, så de taber alt, hvad de har i hænderne. Madeline og Jonathan har aldrig mødt hinanden før. Undskyldende og frustrerede samler de deres ting op fra gulvet, og i forvirringen får de forbyttet deres mobiltelefoner. Da de opdager fejlen, er de 10.000 kilometer fra hinanden. Hun er blomsterhandler i Paris, og han er restaurationsejer i San Francisco.

Inden de får aftalt at få sendt telefonerne til rette ejermand, kan de ikke modstå fristelsen og begynder hver især nysgerrigt at undersøge indholdet på den andens telefon. Utilgiveligt af begge, men langsomt bliver de mere og mere optaget af at snage i hinandens liv, hvilket fører til en uventet opdagelse: Deres skæbner er forbundet af en hemmelighed, de begge troede var mørklagt for altid 

Én lufthavn. To fremmede mennesker. Et øjeblik hvor de to mennesker støder ind i hinanden. Deres ejendele på gulvet i en bunke. Forbyttede telefoner. To fremmede mennesker, der drager videre hver sin vej.

Så er scenen sat og Opkald fra en engel tager form. Scenen er ganske vist sat, men læseren forberedes på ingen måde på hvad der kommer. Én stor blanding af thriller, gys, intellekt og kærlighed. Alt opsummeret som en pageturner, som tager læseren med på en vild rejse.

Jeg havde læst mange positive ord om Opkald fra en engel

Egentlig troede jeg, bogen var en kærlighedshistorie. To fremmede støder ind i hinanden og bytter telefoner. Kærlighed opstår på langdistance. Nøj hvor blev jeg snydt – for det var overhovedet ikke, det jeg fik. Snydt ja, men skuffet nej.

Bogen fortælles skiftevis mellem Madeline og Jonathan hvilket giver læseren mulighed for at lære dem begge at kende. Vi lærer om deres liv og person. Vi lærer også hvad de hver især tænker om hinanden, hvilket er interessant og til tider hamrende morsomt.
Historien giver mange interessante aspekter både ift. brug af mobiltelefon og de muligheder den giver, men også omkring at møde fremmede mennesker. Ligeledes tanker i forhold til nysgerrighed og den menneskelige natur. Bogen er langt mere end bare underholdning og meget tankevækkende.

“Ligesom suttekluden fra din barndom gør din telefon dig tryg. Skærmen er rar, beroligende og hypnotisk. Den hjælper dig til at bevare fatningen i alle situationer, og den gør det nemt at få øjeblikkelig kontakt til folk, så du kan lade alle muligheder stå åbne…”

Guillaume Musso skriver fængende, humoristisk og intelligent. Sproget og historien flyder. Det er let at følge med, selv om læseren blæses bagover af action og indhold. Når man tror, man ved hvordan det næste skridt i historien foregår, bliver man overrasket og sendt i en helt anden retning. Jeg er klar fan af en historie, man ikke kan regne ud på forhånd.

Absolut anbefalelsesværdig læsning!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.