Kollision af Gail McHugh

Sponsoreret indhold

Kollision af Gail McHugh - Bogfinkens bogblog

Anmeldereksemplar fra forlaget

Bogfinken bogblog - 5 ud af 5

Titel: “Kollision” // Forfatter(e): Gail McHugh // Forlag: Flamingo // ISBN: 9788702210293 // Serie: Collide #1 // Udg. dato: 15-09-2017 // Sideantal: 337 // Original titel: “Collide” // Læst på: Dansk

Bogfinken bogblog

Efter sin mors død rejser Emily til New York for at begynde sit nye post-college liv og komme tættere på sin kæreste Dillon. Men så møder hun Gavin, en rig og notorisk playboy, som er både ufattelig sexet og uventet charmerende. På trods af alle gode intentioner er det umuligt for Emily at slå ham ud af hovedet. Og da hun finder ud af, at han er en del af Dillons venneflok bliver tingene for alvor komplicerede…

Jeg vidste det. Allerede inden jeg åbnede bogen. Jeg ville blive forelsket, få mit hjerte knust og knuselske historien. Jeg vidste det, og det kom til at passe. For pokker (udelader bandeord!) hvor er det en skøn historie med alle facetter, der er nødvendige. Well done forfatter Gail McHugh!

Kollision er Emily og Gavins fortælling med Dillon på slæb

Emilys mor er død. Dillon har været en stor støtte for Emily undervejs i morens sygdom. Det kan godt være, han ikke er jordens fineste fyr hele tiden, men hun skylder ham en del for det. Derfor flytter hun til New York for at være tættere på ham. Men ingenting går som det skal, da hun møder Gavin. Hvad hun ikke ved, er at han er en af Dillons venner. Hun møder en ukendt, charmerende og hamrende lækker mand. Først senere går sammenhængen op for hende. Med alle gode intentioner udelukker det noget som helst – hun er Dillons og skylder ham alt. Men som vi alle ved, er det ikke altid de gode intentioner der vinder. Det bliver dog hamrende kompliceret, og til tider morsomt og andre gang trist.

“Det var hårdt at se hende være syg i så mange måneder, men hvis jeg skal være helt ærlig, så følte jeg mig lettet, da hun tog sit sidste åndedrag. Da havde hun endelig fået fred.”

Historien er både sød, kærlig, rørende og tankevækkende

Som med alle gode historier, er der flere kanter, og flere historier i ét. Der er hele kærlighedshistorien mellem Emily og Gavin. Den er åbenlys. Der er også afhængighedsforholdet mellem Emily og Dillon. Det lægges der heller ikke skjul på. Det åbner for en lidt dybere kontekst, hvor læseren skal forholde sig til hvorfor, Emily ikke bare skrotter Dillon. Det kan hun ikke, selv om hjertet skriger noget andet. Men der er også den endnu dybere historie om morens død. Jeg mistede selv min mor for knapt et år siden, og jeg kan helt 100 % genkende følelsen i ovenstående citat. Det er hårdt og man ønsker ikke at sige farvel. Men man er også lettet over at personen får fred til sidst. Den historie rørte mig at forfatteren har præsenteret så delikat, følsom og overhovedet ikke overflødig eller overfladisk. Historien i Kollision er eminent skruet sammen og mixet til en rørende og romantisk fortælling om følelser, der stikker dybt under overfladen.

“I nat ville søvnen ikke komme til nogen af dem.
I nat ville ensomhed, forvirring og smerte hjemsøge både Emily og Gavin.”

Kollision fortsætter i Puls. Har du læst dem? Ellers, skynd dig at gøre det!

Skriv et svar