Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve af Rikke Schmidt Kjærgaard

Posted in Boganmeldelse
Sponsoreret indlæg

Blink af Rikke Schmidt Kjærgaard - Bogfinkens bogblog

Anmeldereksemplar fra forlaget

Bogfinken bogblog - 5 ud af 5

Titel: Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve // Forfatter(e):  Rikke Schmidt Kjærgaard // Forlag:  Politikens Forlag // ISBN: 9788740045734 // Serie: – // Udg. dato: 07-05-2018 // Sideantal: 260 // Original titel: – // Læst på: Dansk

Bogfinken bogblog

Rikke Schmidt Kjærgaard er 38 år gammel, mor til tre og har godt gang i sin karriere som forsker, da hun 1. januar 2013 pludselig bliver ramt af en aggressiv bakteriel meningitis, og få timer senere får hjertestop og dør. Mirakuløst bliver hun genoplivet, men Rikke er i koma. Da hun vågner, er hun ’fanget’ i sin egen krop – lammet og ude af stand til at signalere til familie og sygehuspersonale, at hun ikke er hjernedød, men kan høre, se og forstå. Først da hendes mand opdager, at hun blinker, begynder en lang, sej kamp tilbage til livet.

Jeg læste Blink på én dag. Fra første til sidste side. Og da jeg havde læst den sidste side, sad jeg tilbage med en følelse af, at den bog var den bedste, jeg længe havde læst.

Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve er en bog om kæmpe livsmod

Rikke Schmidt Kjærgaard har et godt liv. 38 år gammel og en god karriere. Derhjemme har hun mand og 3 børn. Alt er godt. Til den 1. januar 2013 hvor hun bliver alvorligt syg. Uden varsel rammes hun af meningitis, får hjertestop og dør faktisk. Kun ved mirakuløs hjælp genoplives hun, men ender i koma. Herfra er hun fanget i sin egen krop. Hun kan intet. Vitterlig intet. Først efter et godt stykke tid får hun sig selv trænet så meget op at hun kan blinke med øjnene. Tænk at være lammet fuldstændig og kun kunne blinke med øjnene. Det signal forstår hendes mand heldigvis og herfra begynder en lang, sej kamp. En kamp tilbage til livet. Fra vurderet “sandsynligvis hjernedød” til et godt liv.

Blink af Rikke Schmidt Kjærgaard - Bogfinkens bogblog

“Der var intet. Ingen engle eller harper, intet lys for enden af tunnellen. Ingen port til himlen og intet helvede. Ingenting. Det var nøjagtig, hvad døden er. Jeg var væk. Så enkelt og skræmmende var det.”

Blink er en enestående beretning om en enestående kvinde

Den her bog er så stærk, at det næsten ikke kan beskrives. Den var også hård at læse. Rikke Schmidt Kjærgaard og ikke mindst hendes familie er enestående. De besidder et kæmpe mod, en jernvilje og en usandsynlig kampgejst. Mange havde givet op. Jeg er ikke sikker på, jeg selv ville have kunnet kæmpe kampen, Rikke gør i bogen. Tænk at ligge der og kunne høre alt, men ikke engang have mulighed for at blinke, bevæge en tå eller hviske et ord. Være fuldstændig fanget i sin egen krop. Hvor må det have været forfærdeligt skræmmende.

I bogen berøres mange emner, alle med en slående ærlighed. Der er ikke pyntet på hvor svære tingene var eller hvor mange gange, Rikke og familien havde lyst til at give op. Undervejs gav bogen mig klump i halsen og tårer i øjenkrogen, men jeg kunne ikke lægge bogen fra mig.

Blink – da jeg mistede livet og lærte at leve er en exceptionel fortælling og jeg kan kun anbefale den vidt og bredt. Jeg kan ikke sætte et stempel på, hvem der skal læse den. Den skal bare læses.

Blink af Rikke Schmidt Kjærgaard - Bogfinkens bogblog

24. juli 2018
Previous Post Next Post

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.