Happy fat af Sofie Hagen - Bogfinkens bogblog

Happy fat af Sofie Hagen

| Sponsoreret indlæg |

Happy fat af Sofie Hagen - Bogfinkens bogblog

★★★★★

“Jeg er en tyk person, og jeg elsker min krop. Jeg er så heldigt at kunne sige det – det har taget meget arbejde og meget tid. Jeg vil fortælle dig, hvad jeg har lært og hvordan jeg kom her”. ‘ I ‘Happy fat’ deler komikeren Sofie Hagen, hvordan hun fjernede fat fobiske påvirkninger fra hendes daglige liv og fandt selvrespekt i en verden, hvor fordømmelse og diskrimination findes i overflod. Fra skam, sex til flysæder, kærlighed og om at sidder fast på offentlige toiletter Her giver Sofie praktiske tips til læsere – tegner visdom fra andre fedtfrigivende champions undervejs.

Titel: Happy fat // Forfatter(e):  Sofie Hagen // Forlag:  HarperCollins Nordic // ISBN: 9788771916782 // Serie: – // Udg. dato: 03-01-2020 // Sideantal: 352 // Original titel: Happy fat // Læst på: Dansk

Bogfinken bogblog

At der overhovedet er brug for en bog som Sofie Hagens Happy fat gør mig ked af det. Men jeg er glad for, den nu er skrevet og forhåbentlig bliver læst af mange. Jeg kan ikke sige det klart nok bortset fra læs den!

“Hvis vi, i stedet for at være tykke, gik og bar på en stor, tung kuffert, ville folk venligt spørge os, om vi kunne klare at være den alle de mange etager op. Folk ville forstå, hvis vi stoppede halvvejs. Vores venner ville ikke have nogen problemer med at spørge på en restaurant, om der var et sted, vi kunne opbevare bagagen, mens vi spiste. Det ville ikke være en værdi- og følelsesladet ting. Det ville bare være praktisk.”

Happy fat er ikke en hyldest til fedme, men en nødvendig bog

Mange, der endnu ikke har læst bogen, går fejlagtigt ud fra, at Sofie Hagen hylder fedme og ønsker det frem for andet. Men det er forkert. Sofie Hagen er glad som tyk. Hun elsker sin krop. Og hun ønsker det for alle andre. Men det har også taget lang tid at nå dertil. For verden og vores samfund har tykhedsfobi, som hun kalder det. Samfundet ser ned på tykke mennesker og benytter enhver chance til at fortælle, de bør tabe sig. Ellers kan og må de ikke være glade eller have et godt liv.

“En gruppe tidligere tykke mennesker blev spurgt, om de helst ville være en ‘dødeligt overvægtig multimillionær’ eller have ‘normal vægt’, og hver eneste person foretrak at have ‘normal vægt’. Da de blev spurgt, om de helst ville være tykke igen eller blinde, valgte 89 % blindhed. Et overvældende flertal sagde, at de hellere ville være døve, ordblinde, diabetikere, få et ben amputeret, have en hjertesygdom eller meget smertefuld akne end være tykke.”

Hvordan ser samfundet på overvægt?

Jeg er selv – no surprice – overvægtig. Jeg kunne derfor også relatere til store dele af bogen. Der var dele jeg smilede over, da Sofie Hagen skriver levende og humoristisk. Der var passager jeg krummede tæer over, fordi de var sande. Og der var ord, jeg fældede en tåre over, fordi de ramte plet. Samfundet er ubarmhjertigt – stikker du udenfor mængden, skal du nok få det af vide. Hvis ikke af folk du kender, så af fremmede. Eller de smalle sæder i fly og biograf. Eller stolene med armlæn alle steder. Eller hos lægen der nok skal sørge for at veje dig og fortælle, du bør tabe dig.

“Undersøgelser viser, at tykke kvinder har mindre tendens til at søge lægehjælp end tynde kvinder. De er bekymrede for, at ‘diagnosen’ bare bliver ‘tyk’, og kuren bare ‘at tabe sig’, ligegyldigt hvorfor de er gået derhen.”

Ovenstående citat fra bogen er så sandt, som det kan blive. Jeg har nu heldigvis fået en læge, der ikke virker så slem til det, men min tidligere læge, en ældre mand, led tydeligvis af den samme tendens. Uanset hvad jeg kom til læge med, kunne det henføres til min vægt. Selv da jeg havde lungebetændelse, præsterede min daværende læge, i stedet for at måle mit infektionstal, at notere i min journal “Patient udtrykker åndenød ved at gå på trapper, men dette kan skyldes overvægt”. I mange år valgte jeg derfor også, at læge kun var noget, man gik til som allersidste udvej.

Jeg er vant til meget af det, Sofie Hagen beskriver.. Kommentarer fra fremmede folk på gaden eller i bussen (“Føj! Du skal da være glad for, man ikke skal betale per vægt, hva!” – sagt i en bybus i Århus fra en fremmed mand til mig). Lige at tjekke om et sted har stole med eller uden armlæn. Fravælge oplevelser fordi de er beregnet på tyndere mennesker end jeg. Og meget andet. Jeg har stor respekt for, at Sofie Hagen er kommet dertil, hvor hun kan elske sig selv fuldt ud. Der har uden tvivl været lang vej og mange udfordringer, der skulle forceres.

Skræmmende statistikker

Happy fat har Sofie Hagen underbygget sin fortælling med adskillige skræmmende statistikker, om hvordan samfundet ser på overvægtige, og hvordan de bliver set ned på, ydmyget og ikke mindst – overset.

“I en undersøgelse foretaget af North American Association for the Study of Obesity siger to ud af tre læger, at overvægtige patienter ‘mangler selvkontrol’, og 39 % siger, at overvægtige bare er dovne. 49 % af de adspurgte sygeplejersker siger, at de finder det ubehageligt at arbejde med tykke patienter, og 31 % af sygeplejerskerne sagde åbent, at de helst ville være fri for at tage sig af tykke patienter. 24 % fandt det frastødende at arbejde med tykke patienter.”

Det er skræmmende at læse og gør mig ked af det. Det samme gør det, når jeg læser folks kommentarer på eksempelvis Facebook i kølvandet på udgivelsen af denne bog. Rigtig mange finder den irrelevant. Den rører ved noget, der helst skal overses. Overvægt er skidt. Fedme er det værste. Fede er bare selv skyld i det. De skal bare tabe sig.

Happy fat er en nødvendig bog, startede jeg ud med at skrive..

Den er nødvendig af mange årsager. Overvægtige kan spejle sig deri og finde ud af, de faktisk er okay. De behøver ikke leve deres liv i evig kamp mod vægten og som ulykkelige. Men endnu vigtigere er den for dem, der ikke nødvendigvis kender til kampen mod vægten. Jeg ville personligt ønske, at flere normalvægtige læste den. På den måde kunne der måske komme en bredere forståelse i samfundet. En forståelse af at overvægtiges liv ikke er en dans på roser. Det er ej heller “bare” at tabe sig. Mange ser slet ikke, alt det overvægtige mennesker kæmper med på en almindelig dag. Det fortæller Sofie Hagen om her. Og netop derfor er den vigtig. Jeg kan ikke anbefale den nok. Læs den. Snak om den. Del den.

Men jeg er ked af, at den netop er nødvendigt. Det burde den ikke være. Der burde være respekt mellem mennesker. Vi burde se på mennesker, som dem de er, og ikke hvad de vejer.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.