Titel: “Fyrmesterens barnebarn” | Forfatter: R. Friis | Forlag: Gyldendal
Udg. år: 1936
En smuk fortælling om en lille pige, der bliver misforstået af sine omgivelser. Først beskyldes hun af sin plejefar for at have stjålet i en slikbutik og sendes bort til en onkel i Jylland. Han er imidlertid ikke et hår bedre, så en skønne dag ser hun sit snit til at flygte afsted til sin bedstefar, der er fyrmester et sted på Vestkysten. Her møder hun endelig kærlighed og forståelse og bliver til stor glæde for ham. I slutningen af bogen træffer vi hende atter hos plejefaderen men så er stemningen også en ganske anden.
Denne bog er noget nær mit hjertebarn – jeg elsker den! Jeg fandt den tilfældigvis i familiens gemmer engang da jeg var barn, og den har stået klar i min hukommelse lige siden. Da jeg blev ældre ville jeg gerne genlæse den, men den var i mellemtiden forsvundet. Jeg søgte og søgte – og til mit held fandt jeg et eksemplar til salg ved Bøger & Kuriosa i København. Det er nu 8 år siden, og bogen er genlæst utallige gange.
Bogen handler i al sin gammeldags enkelthed om stakkels misforstående Vibeke, der er plejebarn ved Konsul Worm og hans datter Merete. Merete er et svageligt barn, der har godt af Vibekes fremfarende og modige adfærd, men giver med det, selvfølgelig også anledning til ulykker og uheld, som almindelige børn nu engang gør.
Allerede i starten af bogen får vi et indblik i disse udfordringer, og værre går det, da bliver stjålet et marcipanbrød i slikbutikken – et marcipanbrød som på magisk vis bliver fundet i lommen ved Vibeke. Da står det klart, at Vibeke også stjæler, og konsulen har intet andet valg end at sende hende bort til noget fjernt familie i Jylland. Vibeke misforstås og trives ikke – Merete trives heller ikke længere. Herefter får vi fortællingen om Vibeke der bestemt ikke trives i Jylland, og endelig – langt om længe – kommer til sin bedstefar, som hun ikke kender, og alle anser for en bidsk gammel mand, og hvor Vibeke endelig får den forståelse og kærlighed, hun så længe har hungret efter. Vi får også omsider forklaringen på det stjålne marcipanbrød, for måske var historien slet ikke som man antog til at begynde med.
Historien er så.. Ja sød kan man ikke kalde den, men alligevel så hjertevarm. Vi sympatiserer omgående med stakkels misforståede Vibeke, som bare vil elskes og forstås. Vi fatter også medlidenhed med skrøbelige Merete, og nok også lidt konsulen, selv om han er den slemme til at starte på. Vi hader fætteren i Jylland, og frygter den bidske bedstefar, men kommer til at holde af sidstnævnte. Bogens personer er beskrevet så indgående og detaljeret, at man kan se og føle dem. Man er med hele vejen – fra at føle sig misforstået til trist, bange og ked, og endelig elsket, forstået og hel.
Bogen er gammel, og det hersker der jo ingen tvivl om, men bogen er letlæselig og -forståelig, så det er egentlig ingen hindring eller noget man lægger voldsomt mærke til. Faktisk vil jeg vove den påstand, at den trods sit gamle væsen, er bedre skrevet end mange andre nutidige skønlitteraturbøger.
Er man til søde, men alligevel skrækkelige dramaer med en lykkelig slutning, så er “Fyrmesterens barnebarn” muligvis noget for én. Jeg kan i hvert fald ikke andet, end give den 5 stjerner!