Titel: “Det der ikke slår os ihjel” | Forfatter: David Lagercrantz | Forlag: Modtryk
ISBN: 9788771464047 | Udg. dato: 27-08-2015
Millennium bladet har fået nye ejere. Onde rygter sviger, at Mikael Blomkvist ikke kan følge med tiden, og han overvejer at finde et andet arbejde.
Lisbeth Salander er rastløs. Hun bliver uden grund indviklet i et hackerangreb.
Hun tvinges til at tage chancer, hun normalt, for enhver pris, ville have undgået. Intet at det der omgiver hende for tiden, passer ind i hendes liv.
En sen nat ringer professor Frans Balder, en førende autoritet inden for forskning i kunstig intelligens, til Blomkvist. Balder påstår, at han sidder på afgørende information om den amerikanske efterretningstjeneste. Han har desuden haft kontakt med en ung kvindelig superhacker, som har visse ligheder med en person, Blomkvist kender ganske godt.
Mikael Blomkvist er overbevist om, at netop den sag, som han er ved at blive hvirvlet ind er netop det som både han og Millennium har brug for.
Jeg har ventet længe på den her bog, for jeg har været helt vild med de tre foregående i serien med Millennium. Jeg havde dog mine forbehold, for det at David Lagercrantz skulle ind og fortsætte en anden mands bogserie, er en kæmpe opgave, og det lykkes ikke altid. Jeg gik dog ind til bogen med åbent sind og ville gerne overraskes med en god historie og det samme levende sprog.
Jeg må dog desværre indrømme at mine tvivl kom til sin ret, for jeg er ikke helt vundet over. Jeg savner sproget fra de tre forrige Millennium bøger – det levende, historien pakket ind i lethed, humor og alvor. David Lagercrantz gør et godt job, ingen tvivl om det, men han når ikke Stieg Larsson i min optik.
Historien i sig selv er god – Mikael Blomkvist hænger lidt bagefter og har ikke rigtig haft nogle store scoops til Millennium den sidste tid og vurderes fra alle kanter som værende gammel og færdig, og overvejer hvorvidt han skal trække sig helt fra bladet. Salander keder sig og bliver som altid viklet ind i Blomkvists affærer. En større omgang udvikler sig omkring Frans Balder og hele hans nørdverden. Det hele eskalerer og Millennium er som alti en stor del af det.
Sproget i bogen er som i de andre, meget beskrivende og let at følge med i, og alle de velkendte figurer er naturligvis med – Blomkvist, Salander, Erika mv. og nogle nye på redaktionen og generelt. Det er en naturlig fortsættelse, men – og det er et stort men – man mærker tydeligt at det ikke er Stieg Larsson der har siddet ved tasterne.
Jeg havde meget svært ved at komme igennem starten af bogen, for selvom historien var interessant, var den igennem mange passager også meget tung. I modsætning til Stieg Larsson serverer David Lagercrantz lange passager af historik og tungt stof, kun krydret en anelse undervejs. Derved er der passager der simpelthen næsten er for tunge at slæbe sig igennem af flere omgange. Det er helt klart min største kritik af bogen – for ellers er den jo meget god og tingene som vi kender dem fra de foregående i Millennium serien.
Bogen er udmærket, men jeg kan ikke undlade at sidde tilbage med en lille snert skuffelse, hvorfor bogen kun kan få 3 ud af 5. Historien afrundes godt og bliver klart bedre efterhånden som brikkerne falder på plads hen mod slutningen.