Nyt år, nye udfordringer og at nyde det hele..

Så skriver vi 2016, og har gjort det i noget tid – og med et nyt år, kommer nye tanker, muligheder og udfordringer. For mig eget vedkommende, står den på en kæmpe forandring af min hverdag – jeg er nemlig kommet i job. Altså det vil sige, jeg det næste halve år skal være i løntilskud ved min tidligere praktikvirksomhed. Det er super dejligt pludselig at have noget at skulle lave og noget at stå op til. Det er dejligt at have muligheden for at gå hjemme, sove længe, nyde dagene – ingen tvivl om det. Men det at skulle op og afsted, møde nye mennesker og udfordringer, have kollegaer at sparre med og ikke mindst føle at man udretter noget, det synes jeg faktisk er enormt skønt. Jeg har aldrig været god til bare at gå hjemme i det lange løb, i sommerferierne som barn længtes jeg oftest tilbage til skolen når vi nærmede os slutningen på ferien. Jeg er god til at beskæftige mig selv, men føler også at dagene oftest bare flyder ud i ét når der ikke behøves struktur og ikke gives udfordringer.

Så det næste halve års tid står den altså på løntilskud. Håbet er en fastansættelse til den tid, men det kommer an på hvor godt det går i perioden her. Det er nemlig meningen, jeg skal være medvirkende til at forstørre virksomhedens overskud vha. nye systemer og markedsføring på de sociale medier. Lige nu går tiden med at indtaste produkter (primært øl) i deres nye kassesystem. Det er ret meget en slaveopgave, men det er hyggeligt nok og jeg gør nytte. På sigt skulle et nyt kassesystem, koblet sammen med den nye hjemmeside (som jeg også arbejder på) give pote i større salg og interesse, så alt har sin mening.

Men udfordringer er godt. Arbejdet medfører en bonus – 3 timers bustransport om dagen. Nogle vil nok himle og sige, bonus? Men bare jeg har en bog eller min tablet med mig, så er det ok for mig. Selvfølgelig er det spildtid, men med en god bog, så går det hele meget lettere. Jeg får derfor også kørt nogle bøger igennem for tiden. Det er der, jeg bestemt også er glad for at være anmelder for diverse forlag, forfatter og fordelsklubber. Ud over at jeg er flittig bruger af Mofibo og eReolen, så får jeg via forlag, forfattere og fordelsklubber tilbud om nogle bøger jeg ikke nødvendigvis selv ville have valgt eller kender til, og det giver flere oplevelser og udfordringer.

Boganmeldelse af "Himlen ved mine fødder" af Jandy Nelson

Titel: “Himlen ved mine fødder” | Forfatter: Jandy Nelson

ISBN: 9788702190465 | Udg. dato: 06-11-2015

Jeg er netop gået igang med en ny bog “Himlen ved mine fødder” som er et tilbud fra Plusbog.dk. Det er en super skøn bog, som jeg glæder mig til at komme videre med, her efter weekenden. En skøn fortælling om Lennie der pludselig mister sin elskede storesøster Bailey. Den store sorg der følger efter til hele familien og alle omkring og kærligheden der pludselig spirer, men tvinger Lennie til at træffe nogle valg, der ikke er så lette når hun måde har sorg og glæde at fokusere på. Den bliver spændende at lave en anmeldelse af, når jeg engang har vendt sidste side, for den er god!

Vejrmæssigt er det også en omvæltning. Nu ligger der pludselig sne udenfor, og temperaturerne er ofte langt under frysepunktet. Det er anderledes at befinde sig på landet og kunne nyde udsigten til det dejlige vejr, fremfor at bo midt i en større by hvor sneen hurtigt ryddes eller trampes væk af travle mennesker og køretøjer, og det hurtigt bare reduceres til en omgang sjap. Herude får sneen lov at ligge urørt mange steder. Vejbanen ryddes selvfølgelig af biler og saltere, men det er alligevel milevidt fra kedelig brun sjap man får våde sko af. Her kan man se både fugle- og kattespor, og et par af byens børn kælker på bakken bag huset. Det er da hygge på højt plan. Jeg nyder sneen, selv om det betyder halstørklæde, vanter og ekstra trøje, når jeg skal afsted 7.29 om morgnen.

Idag er sidste dag i den første weekend. Den er blevet nydt – sovet længe, set tv, hygget med søster og katten Salami. I morgen venter en ny uge med nye udfordringer og en fortsættelse fra hvor jeg slap i sidste uge. Det er dejligt at se frem til og jeg glæder mig til at komme på arbejde. I morgen skal der også udfærdiges ansættelseskontrakt så det hele står sort på hvidt. Første gang i mit liv – tal om forandring fra uddannelse og efterfølgende ledighed! 🙂

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.