“Digteren mellem linjerne” af Mads-Peder Winther Søby

Titel: “Digteren mellem linjerne” | Forfatter: Mads-Peder Winther Søby

ISBN: 9788771704518 | Udg. dato: 15-01-2016

Anmeldereksemplar fra forfatteren

Hvad er der mellem linjerne?
Forfatteren giver i disse “lyriske betragtninger” et humoristisk og alvorligt ment bud på “den store fortælling” – den fortælling der væver tråde mellem detajlerne og helheden.
Det er en kraftfuld digterstemme, der på befriende vis vælger at give sine betragtninger en lyrisk stemme. Det bliver til en digterisk samklang mellem prosa og lyriske beskrivelser af livets magi.
Med temaer som drømme, lykke, kærlighed, børn, barndom og at turde sit liv, er der sat fokus på at se livet med åbne øjne.
Digterstemmen bliver bredt ud gennem det poetiske og hægtes igen fast i fortællingen gennem lyrikken.
I “Digteren mellem linjerne” holder prosaen lyrikken i hånden.
“De sværmeriske øjeblikke danner helheder, der i genfortællingens forkortede udgave bliver livsanskuende.”

Jeg læser sjældent digte, og slet ikke digtsamlinger. Der skal virkelig meget til for at fange mig, så måske er det ikke fair af mig at læse og anmelde en samling som denne, men måske er det.

Forfatteren, eller digteren er det måske snarere, har et dejligt sprog, er virkelighedsnær og flyver ikke afsted på en eller anden sky hvor ingen kan følge med. Der er i det store hele brugt hverdagssprog og -udtryk, hvilket bringer det ned på jorden, for den der læser. Jeg sidder med en følelse af at digteren er ærlig og har noget på hjerte.

Nogle af digtene sagde mig selvfølgelig mere end andre, men jeg bed mærke i:

Der er til sammenligning ingen værdier i sladder, ingen moral at udlede. Sladder er så flygtig, at den er uden ejermand, når den er frigivet. Alle bliver dens slaver. Den er som blade i vinden, når den spreder sig. Sladder gør kun én ting; den søger at fastholde frygten. Den udsætter og nedgør både de omhandlende og de sladdervorne, indtil alle står i et ringere lys. Sladderen har ikke del i magien.

Hvor den store fortælling søger at udsynge det store magiske. Synge selve sangen til melodien over det forunderlige liv.

Så vil sladderen gøre mennesker ens. Sætte dem i forståelsens fængsler. Indfange dem af oplyste rammer. Tappe det magiske af alle gerninger, og stable kedelige ensartede menneskelige byggeklodser ovenpå hinanden. Stable sjælelig ensartethed på benene. Musikken lukkes ude.

Jeg er, ikke til digtsamlinger generelt set, og derfor ligger min vurdering heller ikke så højt idet jeg ikke synes jeg er en del af en god historie, selv om enkeltheder i samlingen godt kan imponere mig, men er man en digt-person, vil jeg klart anbefale digteren og samlingen.