Titel: “De værste sår er de, der ikke bløder” | Forfatter: Mads-Peder Winther Søby
ISBN: 9788771703412 | Udg. dato: 05-10-2015 | Sideantal: 13
Anmeldereksemplar fra forfatteren
Novellen nyfortolker det gamle ordsprog der også er novellens titel; De værste sår er de, der ikke bløder. Novellen udspiller sig i en ikke alt for fjern fremtid, hvor teknologien har taget opmærksomheden. Det går op for pigen Liv, at noget må forandres…Novellen er både håbefuld og samtidig en kritisk røst, omkring den større og større teknologiske fokusering på tablets og smartphones
Novellen foregår i år 2050 hvor alt er blevet teknologisk. Al kommunikation foregår via I-skærme, om det så er at række hånden om i timen, bestille frokost i skolen eller bestille en taxi. Forældrene er blevet til service-divder og ingen bevæger sig rundt til fods. Krig, ufred og flygtningeproblemer er sammen med den globale opvarmning blevet kureret, til fordel for en verden hvor ingen kigger hinanden i øjnene længere eller nyder de små ting i livet.
Hovedpersonen er Liv, som en dag falder på vej hjem fra skole, fordi hun (som alle) er opslugt af sin I-skærm og ikke lægger mærke til en flise, der ligger lidt skævt. Hvor hun har brug for omsorg og at blive set, bliver hun mødt at teknologi og upersonlig håndtering. Det får hende til at søge ud i skoven på ukendt territorium hvor hun møder en ældre kvinde, der lærer hende lidt om livet, især fortiden og hvor det hele gik galt henne.
De trak sig ind i sig
selv, og deres nære fællesskaber. De trak sig mere og mere ind i deres teknologi. For det var et
sprog de forstod, og et sted, hvor de stadig kunne gøre sig gældende. De brugte mere og mere tid
foran computere, telefoner og spillekonsoller. De havde deres venner med, så det var stadig en
social ting. De talte om deres spil, og om deres nyeste teknologi. De glemte bare, at røre ved
hinanden. De glemte at give knus og kram. De blev ældre og de glemte at kigge hinanden i øjnene.
“De værste sår er de, der ikke bløder” er jo skrækkelig aktuel. Selv om den naturligvis er skrevet med humor og en let tilgang til emnet, så kan man jo sige, den handler om vores allesammens kære elektronik og teknologi. Vi bliver mere og mere optagede af vores telefoner, internet, mails, tv mv. og glemmer nogle gange at lægge det fra os og være nærværende. Forældre har mere travlt med at være på Facebook end at se børnenes triumfer, børnene har mere travlt med at spille på computeren end at være sammen og værdsætte deres ældre generationer mens de har dem…
Vi er blevet et folk der socialiserer mindre i virkeligheden og mere i den virtuelle verden. Vi giver færre kram og knus, end vi giver likes og thumbs up på Facebook – i hvert fald i nogle tilfælde. Det er jo skrækkeligt, at man kan drage paralleller fra novellen til virkeligheden.
Forstår du; man skal ligesom lære ting fra ens forældre. Det er svært at sætte rigtig
pris på naturen og skoven, hvis ikke ens forældre lærer en at lege og færdes i den. Det er svært at
nyde duften af græsset, efter et regnskyl på en sommerdag, hvis ikke ens forældre lærer barnet at
sætte pris på dufte og sanseindtryk. Det er svært at forstå skønheden i en regnbue, hvis ikke ens
forældre hjælper en med at pege den ud på himlen, og sætte ord på de mange farver – alle ting, der
har med skønhed og livet at gøre, det skal man jo netop lære af nærværende forældre. Jeg bad
nogle gange, mine egne børn, om de ikke kunne lægge telefonen og alle skærmene væk, så vi kunne
se hinanden i øjnene. Den største gyser er, at jeg selv glemte at lægge telefonen og computeren væk,
når mine børn var i nærheden. Børn gør nemlig ikke, hvad man siger de skal, de gør som
forældrene gør.”
Rigtig god novelle – “De værste sår er de, der ikke bløder” er meget aktuel, let skrevet, med glimt i øjet og en rigtig god tilgang til emnet. Den er underholdende og tankevækkende, meget endda!