Status #2 – februar

I januar blev det til 8 bøger på 2921 sider. Her kommer status for februar, og lidt intern diskussion af bøgerne, der blev læst.

Status

Status #2 – februar (6 bøger – 2216 sider)

“Københavns brand (Manus Albino 1)” af Søren og Morten Ellemose (376 sider)
“Endelig os” af Julie Kenner (304 sider)
“Parallelsamfundet” af Dorte Bakbo (271 sider)
“Mig før dig” af Jojo Moyes (420 sider)
“Kaninmassakren” af Jesper Wamsler (496 sider)
“Mig uden dig” af Kelly Rimmer (349 sider)

Februars bedste læseoplevelse

Uden nogen former for tvivl – “Mig før dig” af Jojo Moyes. Jeg tudede og følte så meget igennem hele bogen. Den trak så mange følelser frem og var en så enormt stor læseoplevelse, at ingen anden bog kan kaldes den bedste i den måned. Jojo Moyes har forfattet en bog som her et stykke tid efter stadig står fuldstændig klart i min hukommelse, og det er tegn på at en bog er gået rent ind. Den er virkelig uden sammenligning.

Hvilken bog tænkte jeg mest over

“Parallelsamfundet” var meget tankevækkende. Den fortalte om et samfund fjernt fra vores, men alligevel tæt på. Den viste hvad der kan foregå bag lukkede døre og hvor svært det kan være at komme ud af, ligesom hvor påvirkelig man kan blive, når man først er kommet ind. Den bog tænkte jeg rigtig meget over undervejs og bagefter, og jeg synes den er klar anbefalelsesværdig, både for oplevelsen, men også for den tankevækkende fortælling.

Hvilken bog havde jeg glædet mig mest til at læse

Jeg havde ventet længe på at komme til at læse “Endelig os” af Julie Kenner. Den var god, men jeg havde forventet mere. Jeg synes de tidligere var bedre og at slutningen var lidt af et antiklimaks, men den afrundede historien så jeg føler den er afsluttet.

Hvilke nye bøger, vil jeg gerne læse nu

Jeg har en lang række bøger, jeg gerne vil læse, og den liste udvikler sig hele tiden. Lige nu står et par stykker noteret som “Mega-meget-lyst-til-at-læse-må-købes-så-snart-som-muligt” og det er: “Englens død” af Pernille Vørs (som heldigvis kommer som anmeldereksemplar fra forfatteren/forlaget – og det glæder jeg mig rigtig meget til!), “Som stjernerne står” af Cora Carmack, “Calendar girl” af Audrey Carlan og så en heeeel række af Jojo Moyes.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.