“Calendar girl: Februar” af Audrey Carlan

Titel: “Calendar girl: Februar” | Forfatter: Audrey Carlan | Forlag: Lovebooks

ISBN: 9788711617014 | Udg. dato: 31-03-2016 | Sideantal: 133

I Calendar girl: FEBRUAR rejser Mia til Seattle, hvor hun skal være muse for den internationalt berømte franske kunstner Alec Dubois og stå model for en række malerier til en stor udstilling. Alec og Mia tilbringer timevis sammen i hans atelier, og lige så stille opdager Mia, at den excentriske franskmand har flere talenter at byde på end sine kunstneriske …

Mia fortsætter med at være Mia. Jeg kan godt lide Mias person. Hun er stærk og modig, men samtidig blød og følsom. Jeg har før kaldt hende “badass med kant” og det er hun stadig. I den her bog kommer vi længere ind på livet af hende. Hun har nogle ting fra fortiden som hun battler med, som gør hende til den hun er. Det har vi alle – det kan jeg godt lide, forfatteren har fået portrætteret rigtig fint. Samtidig er det tydeligt at vi stadig efter to måneder ikke kender Mia helt ind til benet. Hun er for mig portrætteret lidt som en pige der indeholder meget mere end man ser på overfladen, og hendes fulde person får vi først at se når vi når længere i serien og lærer hende bedre at kende. Det er i hvert fald sådan jeg tolker det, jeg læser. Det kan jeg godt lide. Det gør mig nysgerrig og interesseret, samtidig med jeg finder Mia sympatisk og en skøn hovedperson.
Jeg må dog erkende, jeg tabte lidt for hende i nogle situationer. Hun virker i den her historie ekstremt let at få med i kanen. Forfatteren har i mine øjne fået gjort hende lidt billig – altså f.eks. skal der allerede på en af de første sider ikke mere end en accent til, før et citat lyder:

“Bare rolig, Mia, det skal nok gå,” forsikrede han mig, og det er muligt, at jeg dånede lidt over hans lette accent – jeg mærkede bestemt en sammentrækning mellem benene. Mænd med accept var dødsexede.

I denne måned bliver hun sendt til Seattle til en excentrisk kunstner – Alec Dubois. Jeg er ikke solgt om Alec. Jeg bryder mig faktisk ikke alverden om han. Jo jo, han har sine sympatiske sider, men egentlig synes jeg ikke om ham som person. Han er for excentrisk, egocentreret og for.. For fokuseret på sex! Forstå mig ret – jeg er vild med den erotiske kærlighedsgenre, og sex i bøgerne her generer mig ikke. Men hold op hvor jeg syntes, der var meget af det i den her. Faktisk syntes jeg det meste handlede om sex. At male og have sex.. Der var meget lidt indhold i den her bog, og det fik mig til at være lidt glad for at den trods alt ikke var længere. Det er ikke en følelse, jeg kan lide når jeg læser en god bog..
Jeg har stor respekt for forfatteren, men lige ved Alec Dubois, der har hun godt nok skabt en person og en verden, jeg slet ikke kunne falde til i. Der var mange sætninger hvor jeg krummede tæer sådan lidt ved “Ej, skrev hun virkelig det” eller “Skulle han virkelig forestille og sige det i anno 2016?” …

“Tænker du nogensinde på andet end arbejde?”
“Spørger du, om jeg har lyst til at kysse dig, til du ikke har mere luft? Eller, hvis vi kunne, om jeg ville rive din bluse i stykker og sutte på dine lyserøde knopper, til du tiggede mig om at elske med dig?”

“Jeg tror aldrig, jeg får nok. Jeg vil mæske mig med din sødme, indtil jeg smager din fløde, shérie.” Hans ord var beskidte, men det var lige det, jeg havde brug for, som kunne sende mig ud over kanten.

Det er bare lidt steder hvor jeg stoppede op og tænkte nej.. Det var lidt for overspillet til min smag. Det harmonerer måske med hans excentriske væremåde, men det falder ikke i tråd med så meget andet. Den fungerer ikke for mig.

Selve historien med den excentriske men egentlig meget intelligente kunstner, der ser direkte gennem hendes skjold og forsvarsmekanismer, og så søde Mia – det fungerer godt. Jeg kan godt lide at han gennemskuer hende så meget som han gør, og får åbnet op for hende for os andre. Vi lærer lidt mere om Mia gennem hans betragtninger af hende, f.eks. da han finder frem til at hun ikke elsker sig selv.

Jeg kan stadig godt lide historien, og jeg glæder mig til at fortsætte. Jeg håber de efterfølgende bliver bedre, for februar tog lige en tak af min oplevelse, i forhold til januar – men jeg er stadig stor fan af konceptet og historien.