Titel: “Hjertets måner” | Forfatter: Hugo Thomasen | Forlag: Mellemgaard
ISBN: 9788793328464 | Udg. dato: 02-04-2015 | Sideantal: 138
[ Anmeldereksemplar fra Forlaget Mellemgaard ]
Et skoleskift betyder, at den unge Adam stilles over for en række nye udfordringer. Den trygge barndom i det nære forstadsmiljø er fortid. Et helt nyt liv med nye kammerater og nye måder at gøre tingene på venter forude. Og Adam skal prøve at finde sig selv i alt det nye. Han er i den tilsyneladende lykkelige situation, at to af pigerne fra den nye klasse vil være kærester med ham. Hvem skal han vælge? Den smukke, men dominerende Ida Maria? Eller den mere blide og dybe Anne? En episode for en del år siden får en afgørende indflydelse på Adams fremtid, og han må gøre op med sig selv, hvor meget hans løfte betyder, når det kommer i konflikt med hans fremtidsdrømme.
Da først jeg kom godt ind i bogen, fandt jeg rytmen og interessen, men den var ærligt lidt svær at komme igang med. Bogen er meget atypisk i emne, men ganske interessant og en hyggelig historie. Det jeg havde sværest ved undervejs i læsningen, var nok at regne hovedpersonerne ud. I store områder virkede de meget barnlige – opdelt i drenge/piger, tale om at vælge en kæreste osv. – men i andre voksne ift. at have sex, tænke på livet mv.
Forfatterens måde at skrive på er god og skrider fremad stille og roligt. Det er en sød, kort historie, der primært underholder. Den vakte ikke de store tanker fra mig, ud over måske hvor meget løfter betyder og hvordan man tackler udfordringer.
Sproget er let og forståeligt, ligesom der ikke er de store ben i selve handlingen. Der er ikke den voldsomme handling i bogen, men den formår at gå lidt rundt om sig selv og stoppe mens legen er god og læseren føler denne får en afslutning.
Jeg har læst, at “Hjertets måner” var forfatterens første roman, og jeg vil mene, han er meget lovende på den front. Jeg vil med glæde læse mere af forfatteren senere.
Pingback: Status #4 - Juni 2016 (og yderligere opsamling) - Bogfinkens bogblog