Titel: “Calendar girl: April” | Forfatter: Audrey Carlan | Forlag: Lovebooks
ISBN: 9788711617106 | Udg. dato: 01-04-2016 | Sideantal: 155
I APRIL flytter Mia ind hos Mason “Mace” Murphy, som er en af stjernespillerne i baseballklubben Boston Red Sox. Mason er talentfuld, flot, muskuløs og … drønhamrende arrogant. Mia sværger, at hun vil modstå fristelsen denne gang – men vil det alligevel lykkes Mason at trænge igennem hendes forsvarsværker i løbet af den måned, de har sammen?
Vi bliver i “Calendar girl: April” bragt til Boston til Mason. Mia er i den syvende himmel, for hun elsker nemlig alt hvad der har med baseball at gøre! Det eneste minus, er at den hotte fyr, hun skal agere kæreste til, er drønhamrende arrogant og irriterende.. Alligevel fascineres hun af ham, men ser også mange ting, andre ikke gør – blandt andet en heftig tiltrækning mellem ham og hans søde, uskyldige assistent. Wes spøger stadig, men denne gang ikke på en god måde. De har jo intet lovet hinanden, så at forestille sig, han ville leve i cølibat var nok ikke realistisk, men Mia var slet ikke klar over, hvor såret hun ville blive over netop det.
Mia formår, som de foregående måneder, at vende op og ned på sin date’s liv. Hun kommer ind som en hvirvelvind og ser, føler og forandrer. Mia tiltrækkes af Mason, men frastødes samtidig, og det gør det lidt blandet til at starte på. Da først Mia møder assistenten, og lynhurtigt bemærker den tiltrækning der er mellem hende og Mason, sætter hun sig for at ville hjælpe til at de to finder hinanden rigtigt. Hun er klog og gæv, så selv om idéen giver udfordringer, giver hun ikke op. En måned løber hurtigt, og da den er slut, skriver hun igen et tankevækkende afskedsbrev.
Vi kan hele tiden lære noget af Mia. Vi kan lære at leve livet og tage de udfordringer der kommer, med oprejst pande. Vi kan lære at sætte pris på folk omkring os, og nyde dem på den måde, de er tiltænkt i vores liv. Forfatteren skriver fantastisk, sætter smil på læben og efterlader en tåre i øjenkrogen og et bankende hjerte.
Pingback: Status #4 - Juni 2016 (og yderligere opsamling) - Bogfinkens bogblog