Titel: “Pigen uden navn” | Forfatter: Christina Baker Kline | Forlag: Gads Forlag
ISBN: 9788712051428 | Udg. dato: 27-01-2016 | Sideantal: 336
[ Anmeldereksemplar fra Bog & Idé ]
Den ene er 17, den anden er 91, men de har mere til fælles, end de tror.
Plejebarnet Molly bliver efter et tyveri fra det lokale bibliotek idømt samfundstjeneste, hvor hun skal hjælpe Vivian med at rydde op på hendes loft.
Loftet er proppet med kasser fra Vivians lange liv, og efterhånden som lågene kommer af, udfoldes en stærk historie om ensomhed og modstandskraft. Vivian var nemlig et ”togbarn”: I begyndelsen af 1900-tallets USA gennede man forældreløse og gadebørn sammen og satte dem på tog, der kørte tværs gennem Midtvesten.
Vivians fortid fletter sig sammen med Mollys nutidshistorie i en gribende beretning om længslen efter et hjem, hvor man kan være, høre til og måske blive elsket.
Baggrunden
Jeg anede slet ikke, at der var et koncept der hed “togbørn”. Heller ikke at det faktisk var foregået sådan som bogen beskriver. Forældreløse børn blev sat på et tog og vist frem til “skuer”. Interesserede par kunne komme og se dem an og evt. tage nogen med hjem, hvis de manglede hjælp i butikken, hjælp på gården eller slet og ret ønskede sig et barn. “Pigen uden navn” åbnede en kæmpe historie, som både var skrækkelig og interessant. Det virker helt surrealistisk og var en stor oplevelse at få lov at læse om, omend historien i bund og grund er skrækkelig og langt væk fra vores trygge rammer.
Historien
Vi møder Molly, som på det nærmeste er forældreløs og har været kastet fra plejefamilie til plejefamilie. Hun har trukket sig ind i sig selv, ved hun ikke kan stole på andre, og vant til at møde folk med mistro og uden følelser. Hun bor i en plejefamilie hvor moren i bund og grund virker som om hun helst ville af med hende, og faren ikke er meget værd i forhold til at sætte foden ned. Hun stjæler en dag en bog fra biblioteket og skal arbejde 50 timer af ved den gamle dame, Vivian, for at undgå fængsel. De 50 timer vender op og ned på hendes liv.
Vivian er et togbarn viser det sig. Vi får lov at gennemgå hele hendes historie fra hun som barn er forældreløs og bliver sat på toget sammen med de andre. Langsomt, stille og roligt udfolder historien sig og vi er med i alle kringelkroge af hendes liv og opvækst, blandt dårlige plejefamilier og enkeltstående gode oplevelser. Vi er med da hendes barndom slutter og hvordan hun gifter sig, oplever sorg og til sidst er gamle Vivian som har hjertet på rette sted.
Konceptet
Konceptet om togbørn synes jeg er skrækkeligt. Det må have været skræmmende for de børn at gå den fremtid i møde. Ukendt, uvis og i mange tilfælde en dårlig tilværelse. Samtidig skulle de føle sig heldige fordi de var blevet valgt. Taknemmelige for de kår de er blevet tildelt. Kæft, trit og retning var hvad de havde at følge. Alternativet var værre.
Sproget
Jeg elsker sproget i bogen. Forfatteren har virkelig gjort et godt arbejde. Fakta er på plads, men også at beskrive en voldsom og skræmmende historie på bedste vis. Historien bliver aldrig kedelig. Nogle steder føler man så meget med personen at man er nødt til at knibe en tåre, mens man griner andre steder. Vivian er beskrevet med utrolig meget humor. Man efterlades med indtrykket af en skøn gammel dame, med hjerte og humor.
Uden Mollys hjælp bestiller Vivian sig noget nyt tøj fra Talbots på nettet med sit kreditkort. “Vivian bestilte tøj fra Talbots. På nettet. Med et kreditkort. Tænk, at jeg skulle komme til at sige det!” siger Molly til Jack.
“Før vi ved at det, regner det med frøer fra himlen,” siger han.
Der viser sig andre tegn på apokalypsen. Efter en pop-up-annonce har vist sig på skærmen, forkynder Vivian, at hun vil abonnere på Netflix. Hun køber et digitalt kamera hos Amazon med et enkelt klik. Hun spørger Molly, om hun nogen sinde har set videoen med den nysende babypanda på YouTube. Hun får sig tilmed en Facebook-konto.
Det var virkelig en læseoplevelse. Jeg havde slet ikke regnet med at det ville blive så stor en oplevelse. Forfatteren har gjort et kæmpe stykke arbejde med “Pigen uden navn”