Titel: “Forbandede kærlighed” | Forfatter: Colleen Hoover | Forlag: Lovebooks
ISBN: 9788711519974 | Udg. dato: 06-05-2016 | Sideantal: 371
Da Tate Collins møder den hemmelighedsfulde pilot Miles Archer første gang, er det langt fra kærlighed ved første blik. Det er heller ikke ligefrem venskab. Det eneste, de to har til fælles, er en ubestridelig gensidig tiltrækning, og snart indleder de et uforpligtende forhold udelukkende baseret på sex. Det burde være den perfekte ordning for dem begge, for Tate har ikke tid til at have en kæreste, og Miles er slet ikke ude efter kærlighed. Spørgsmålet er nu blot, om Tate kan overholde de to simple regler, som Miles har opstillet som eneste betingelse for deres forhold:
Spørg aldrig ind til fortiden.
Forvent ikke en fremtid.
De tror, at de kan håndtere det, men de indser begge hurtigt, at de leger med ilden. For Miles bærer på en mørk hemmelighed, som han ikke er parat til at slippe, og som tiden går, falder Tate langsomt, men sikkert for den flotte og mystiske pilot. Og pludselig er intet særlig enkelt længere.
For flere måneder siden, læste jeg om “Forbandede kærlighed” hos Lovebooks. Jeg læste at det nærmest var BOGEN for alle kærlighedselskere. Allerede dengang noterede jeg den på læselisten, når den engang udkom, for den lød som noget for mig. Den røg lidt i baggrunden undervejs, men så begyndte alle andre at fortælle om deres læseoplevelser med den, og jo mere jeg læste af den slags, jo mere nysgerrig blev jeg, og.. Jamen jeg blev på ingen måde skuffet.
Historien
Tate flytter ind ved sin bror, men allerede ved ankomsten melder udfordringerne sig. En fuld mand sidder op af døren, og hun skal kæmpe for at komme ind, uden at den fulde stodder falder med ind. Hvad hun ikke ved, og hvad der skal vise sig, er at den fulde stodder er naboen Miles. Han har fået sig en lidt for stor tår over tørsten. Nu har han brug for et sted at sove rusen ud, hvilket bliver på sofaen hos Tate. Det er absolut ikke kærlighed ved første blik. Hverken Tate eller Miles har noget til overs for den anden, bortset fra en gennemtrængende gensidig tiltrækning. Tiltrækningen skal snart få dem til at indlede et forhold baseret på sex. Det har to meget klare regler fra Miles’ side. Ingen spørgsmål til fortiden og ingen forventning om en fremtid. Altså udelukkende sex, hvilket det jo gerne vil og bør kunne klare. Tates hjerte skal dog vise sig at volde problemer langt hen af vejen.
Oplevelsen
Jeg er ganske rigtigt en sucker når det kommer til kærlighedshistorier. Jeg elsker en god kærlighedshistorie. Især dem der ender godt. Mine øjne løber automatisk over når kærlighed bliver til had eller sorg. Hjertet håber, ønsker og drømmer hele vejen til de folk, jeg synes hører sammen, endelig bliver sammen. Når de skilles eller såres, knuses mit hjerte.
Colleen Hoover formåede at knuse mit hjerte mange gange undervejs i bogen. Hun fik det til at banke, flagre og hoppe rundt, for at synke, splintre og lande på gulvet. Kun for at samle det op og lime stykkerne sammen et efter et.
Forfatteren
Den måde, Colleen Hoover har brugt sproget og historien på i “Forbandede kærlighed” er fantastisk. Hele måden at bogen er delt i Miles’ og Tates fortælling hvor vi skiftevis får nutidens handling kombineret med hvordan Miles blev til nutidens lukkede og hårde Miles, fungerer bare! Alting faldt på plads til sidst, hvor man virkelig forstod, følte og fandt orden i historien. Den måde, Miles’ historie blev spundet og til sidst foldet fuldstændig ud, da vi endelig fik sidste brik, er virkelig velplanlagt og -skrevet. Jeg elsker at vi til sidst forstår alt, for det efterlader os fulde af følelser på enhver måde. Sorg over fortiden, sympati for både Miles og Rachel, glæde over begges fremtid og lykke over den altoverskyggende kærlighed.
Kærlighed kan virkelig både være den “Forbandede kærlighed” men også den fantastiske kærlighed, og Colleen Hoover har beskrevet dem begge eminent!
Pingback: Det ender med os af Colleen Hoover - Bogfinkens bogblog
Pingback: Kommende udgivelser #2 - spændende, kommende bøger på markedet - Bogfinken
Pingback: "Måske en dag" af Colleen Hoover - Bogfinkens bogblog
Pingback: Read-along med Lovebooks: "Måske en dag" - Bogfinkens bogblog