Anmeldelse: “Dumplin'” af Julie Murphy

Titel: “Dumplin’ – kunsten at tænke stort” | Forfatter: Julie Murphy | Forlag: Høst & Søn

ISBN: 9788763845267 | Udg. dato: 16-06-2016 | Sideantal: 364

Dumplin’ omtaler sig selv som “den tykke pige”, men hun føler sig godt tilpas i sin store størrelse. Hendes mor har været den lokale skønhedsdronning, og hva’ så? Den ultimative bikini-krop er … enhver krop, efter hendes mening.
Men så forelsker hun sig i Bo, som er en af den slags lækre fyre, alle piger falder for. Will er ikke overrasket over, at hun finder ham tiltrækkende. Men det kommer bag på hende, at Bo også er tiltrukket af hende. Det får stik imod al fornuft negativ indflydelse på hendes selvfølelse. Og så melder hun sig til en lokal skønhedskonkurrence for at bevise, at skønhed er mange ting.

“Dumplin'” er en YA-roman om en ung pige, som stikker udenfor mængden. Dumplin’ eller Willowdean som hun borgerligt hedder, præsenterer sig selv således:

“Willowdean,” sagde jeg. “Kassedame, Dolly Parton-fan og herboende tyk pige.”

Hun er en pige, som har det godt med sin egen størrelse og den person hun er. I hvert fald til dels. Hun bor sammen med sin mor, som selv engang har været stor, men tabte sig. Hun er ikke tilfreds med Dumplins størrelse eller manglende ønske om at tabe sig. Det kommer sig nok også af at morens største triumf er at stå for den lokale skønhedskonkurrence og selv have vundet i sin tid. Sammen med de to, boede tidligere også Dumplin’s moster Lucy. En moster hun holdt meget af, og så meget op til. Det er også fra hende, hun har sin Dolly Parton kærlighed. Mosteren var endnu større end Dumplin’ og døde pludseligt af hjertestop, 225kg. tung efter et liv hvor hun havde begrænset sig selv på grund af andres meninger til hende og hendes størrelse.

Dumplin’ har sin bedste veninde Ellen og alt går godt. Indtil hun møder Bo. Hun fascineres og forelsker sig hurtigt, men Bo er én af de fyre, som kan få enhver. Hvorfor skulle han helhjertet være interesseret i tykke Dumplin’?

Bogens historie

Bogens historie ramte mig meget. Ganske vist er det en YA-roman med hovedpersoner, noget yngre end jeg selv. Men jeg tror den til en grænse til ramme alle, der er blevet mobbet grundet udseende eller overvægt. I store dele af bogen kunne jeg fuldt ud sympatisere og associere med Willowdean. Både i selv nære personer, der ser skævt til hende, mobningen i skole/fritid, men også hendes tanker om Bo og hans motiver.

“Hvor forsvandt Els veninde hen?” spørger Morgan. “Det ved jeg ikke,” siger Callie. “Jeg har ikke set hende gå, selvom hun er temmelig svær at undgå.”
“Årh tal pænt,” siger Morgan. Og det lyder som en sød ting at sige, men hun har latter i stemmen.
“Fandt El-bell noget?”
“Hun er inde i personalerummet og ved at prøve en eller anden kjole.” Flere lyde af bøjler mod metal. “Det er virkelig sødt af hende at hænge ud med den der pige, men hun laver ikke andet end at rende rundt i hælene på El som en hundehvalp. Jeg mener, få dig et liv, ikke? Det er sørgeligt.”

De der små kommentarer, der går rent ind. Der var jeg 100% med Dumplin’ og følte på hendes vegne.

(…) så må det være slut mellem ham og mig, for jeg kan ikke overføre det til det virkelige liv. Jeg vil ikke være til grin. Jeg vil ikke være den ene halvdel af et par, som alle stirrer på og spørger “Hvordan har hun fået fat i ham?”

Emnet

Jeg synes “Dumplin'” tager fat på et utrolig vigtigt emne. Det er ikke “bare” en overfladisk YA-roman om den første kærlighed og alt det. Den rummer så meget mere. Den rummer en fortælling om mobning og hvor ondt det kan gøre. Den rummer venner der udvikler sig i forskellig retning, den rummer fortællingen om hvor destruktiv de forkerte tanker kan gøre en person og hvor vigtigt det er at se hinanden og hvornår vi lider. Alt for mange mobbes af latterlige årsager, og bogen her er et godt eksempel, ganske vist pakket ind i den første kærlighed, kys og Dolly Parton, på en fortælling om det. Jeg er virkelig stor fan af en forfatter, der på den måde kan formidle en vigtig historie som det, og gøre den spiselig og alligevel med den dybde, den fortjener.

Sproget er hele tiden let, ungdommeligt og flydende. Den bliver aldrig kedelig, fordi den indeholder så meget og der er så mange vinkler. Der er følelser, der er humor og der er page-turner-effekt.

“Dumplin'” fortjener de fem hjerter fuldt ud, set fra min synsvinkel.