Titel: “Et lille liv” | Forfatter: Hanya Yanagihara | Forlag: Politikens Forlag
ISBN: 9788740026733 | Udg. dato: 18-08-2016 | Sideantal: 800
[ Anmeldereksemplar fra Plusbog ]
Da fire studiekammerater flytter til New York for at finde vej ind i voksenlivet uden en klink på lommen, drives de frem af deres venskab og ambitioner. Willem drømmer om scenen, den hårdhudede, skarpe JB om et liv med billedkunst, Malcolm frustreres i sine forsøg på at skabe en karriere i et stort arkitektfirma, og den talentfulde, fjerne Jude, som lige har fået sin advokatbestalling, er gruppens centrum. Årene går, og deres forhold farves af både succes og stolthed, men også af den grelleste form for misbrug og overgreb.
Langsomt samler fortællingen sig om Jude, der på en gang er en af New Yorks mest succesrige advokater og et nedbrudt menneske. Han hjemsøges af den barndom, han har brugt hele sit liv på at flygte fra, og hvis traumer, han frygter, vil definere ham for altid.
Jeg ønskede sådan at elske denne bog! Jeg læste teksten om den, og følte en spænding og en sjæl. Jeg læste andres lovprisninger af bogen, og håbede den ville begejstre mig.
For pokker, hvor det ærgrer mig, at jeg bare slet ikke fandt hvad jeg håbede. Jeg blev skuffet, og det ærgrer mig rigtig meget, at sådan et “mesterværk” skuffer mig som læser.
Historien
Selve historien i bogen beskriver de fire studiekammerater, der flytter til New York. Her skal de finde egne ben at stå på i deres fattige tilværelser hvor de hver har planer og drømme for fremtiden. Hver har sine drømme. Deres tilværelse farves flere gange både af talent, succes, stolthed, men også af fortid, traumer og overgreb.
Livshistorierne fortælles langsomt, for til sidst at samle sig om Jude som personens lim der holder det hele sammen.
Fortællingen
Selve sproget i bogen er levende og flyder. Desværre langsomt. Fortællingen udruller sig ekstremt langsomt i bogen. Den er på 800 sider, og det meste af tiden er det en meget langsom fortælling med ekstremt meget spild. For mig som læser, oplever jeg at der er brugt rigtig mange sider på at fortælle tæt på ingenting. Den er fortalt så langsomt, at jeg i store træk havde svært ved at holde gejsten og finde sjælen i bogen. Jeg føler, jeg ved en masse, men at jeg alligevel blev holdt på afstand. Det er en meget surrealistisk følelse, efter en så lang og ellers velskrevet bog.
Der var enkelte passager, jeg virkelig blev fanget af. Det var de områder, hvor fortælleren er kommet under huden på personerne. F.eks. under volden og overgrebene mod Jude. Der synes jeg, at jeg som læser kom med og kom tæt på. Det greb mig, ligesom Judes person gjorde.
Bogen får 3 ud af 5 hos mig. Det får den for selve historien, indlevelsen og for de passager, hvor jeg følte mig fanget og grebet af bogen. Desværre overskyggede de (lange) stykker af bogen, hvor jeg følte mig sat på et sidespor, det gode. Jeg blev ikke begejstret eller fik hjertebanken. Jeg oplevede ingen page-turner effekt. Jeg sad tilbage med overskyggende skuffelse og kun et fåtal af sider jeg kunne føle mig oprigtigt begejstret over.
Jeg fandt ikke hvad jeg håbede i bogen. Jeg er ikke i tvivl om at andre vil opleve en helt anden bog end jeg gjorde, men jeg oplevede ikke den sjæl, forfatteren havde lovet mig. Desværre.