Anmeldelse: “Som sendt fra himlen” af Cora Carmack

Titel: “Som sendt fra himlen” | Forfatter: Cora Carmack | Sideantal: 354

ISBN: 9788711473986 | Udg. dato: 01-07-2016 | Forlag: Lovebooks

Cade og Max er som dag og nat – men vil det i virkeligheden vise sig, at de er løsningen på hinandens problemer, når alt kommer til alt?
Mackenzie “Max” Miller har et problem. Hendes forældre er pludselig kommet uanmeldt til byen, og hun er overbevist om, at de vil slå hånden af hende, hvis de ser hendes postkasserøde hår og farverige tatoveringer. Og hvad endnu værre er: De forventer at møde den søde og fornuftige kæreste, som hun har fortalt dem om, og ikke den rå fyr ved navn Mace, som har tatoveringer og spiller i band, og som i virkeligheden er Max’ kæreste. Alle hendes løgne er lige ved at ramle sammen om hende, men så møder hun ved et tilfælde Cade.

Historien

Cade er den pæne fyr. Ham der klarer sig godt i skolen, arbejder hårdt på som er den galante fyr overfor pigerne. Ham som forældrene kan lide.
Mace er det præcis modsatte. Han spiller i et band, har tatoveringer og er ikke ligefrem svigermors drøm. Da Max’ forældre pludselig kommer uanmeldt til byen, tvinges hun udi at få Cade til at spille sin kæreste, for at matche hvad hun har fortalt sine forældre om den søde, fornuftige kæreste hun har. De ved hverken at hun selv er farverig og tatoveret eller at Mace egentlig er hendes kæreste, og finder de ud af det, er hun sikker på, de slår hånden af hende og aldrig vil se hende igen. Fortiden har gjort dem konservative og alvorlige, og Max skal battle både dem, fortidens sorger og nye forvirrende følelser med hende, Mace og Cade i centrum.

Personerne

Jeg kunne rigtig godt lide forgængeren “Som stjernerne står” med Garrick og Bliss. Det er dejligt at se, de to personer også er med i “Som sendt fra himlen” som bipersoner.
Hovedpersonerne i denne, Cade og Max, er fantastisk beskrevet. Cade er den stille og rolige fyr, nede på jorden og repræsentativ. Max er det modsatte med sit røde hår, farverige tatoveringer og passion for musik. Personerne i sig selv er én ting, men sammen bliver de til et fantastisk match, der virkelig er godt beskrevet.

“Jeg hedder Cade Winston – dramastuderende, frivillig, morkrammer og din kæreste i de næste fireogtyve timer. Hyggeligt at møde dig.”

Jeg grinede (akavet) højt flere steder i bogen. Cora Carmack skriver virkelig levende og fantastisk!

“Som sendt fra himlen”

Titlen er jo fantastisk og rammende. Det er nok i princippet Cade, der er som sendt fra himlen, men egentlig tror jeg de begge er. Cade redder Max lige da hun har brug for det. Han er prinsen der lige kan spille den gode, fornuftige kæreste for en stund – den hun lige har brug for. Bare lige for et øjeblik selvfølgelig, så skal de aldrig ses mere. For Cade er Max den perfekte distraktion. Han har følelser for Bliss. Følelser der aldrig kan blive opfyldt. Han vil videre, men kan ikke. Så kommer Bliss – som sendt fra himlen – og snupper ikke kun hans tid, hans opmærksomhed, men hurtigt også en bid af hans hjerte. Mere rammende kunne den titel da ikke være!?

Ydermere, har hele Max’ familie nok brug for Cade også. Han går ind som en naturlig del af familien og får nok i sidste ende bragt nogle lidt tættere sammen. Noget, der har været svært på baggrund af familiens sorger. Alt i alt, har de alle nok brug for hinanden, og det gør da bare historien endnu bedre.

“Hvis du kalder min mor ‘svigermor’, så erstatter jeg kalkunen i ovnen med dit hoved, okay?”
Jeg smilede tilbage og lagde en hånd på hendes kind. “Du bluffer, Vrede Pige.” Max stirrede olmt på mig, men jeg kunne se, at hun var glad for at være tilbage til normalen. Normalen var, naturligvis, vores forsøg på at pisse hinanden af. Jeg sagde til hendes mor ude i køkkenet: “Mrs. Miller – jeg mener svigermor – din datter siger de sødeste ting nogle gange. Jeg tror, det ville komme bag på dig, hvor romantisk hun kan være.”
Max lo lavt. Hendes øjne glimtede. Hun lagde hånden oven på min, der stadig lå på hendes kind, og sagde: “Fint nok, Golden Boy. Du kommer til at fortryde det.”