Titel: “Dagpengeland” | Forfatter: Lau Aaen | Forlag: Gyldendal
ISBN: 9788702112900 | Udg. dato: 29-03-2012 | Sideantal: 199
En surrealistisk og tragikomisk beretning om hvad man som nyuddannet, arbejdsløs akademiker er tvangsindlagt til som deltager på jobsøgningskursus i det statslige aktiveringssystem.
Lau Aaen har følt det som sin pligt, “at fortælle om den overvældende fornuft, med hvilken statskassens stakater finder anvendelse i beskæftigelsessystemet. Og med hvilken omtanke, menneskelige ressourcer sættes i scene.” Om hvordan hele mennesker bygges op fra grunden ved hjælp af personlighedstests, håndtrykstræning, øjenkontakt, smil, jobsole, jubel-sange, teoretisk telefoni, sultne afrikaneres selvrealisering, edb, krystalkugler og råd om, hvorfor man aldrig skal sige, at man ikke længere spiller badminton.
Jeg hørte om “Dagpengeland” ved et tilfælde. Jeg er selv på dagpenge, og ved hvor forskruet systemet kan føles til tider. At se en hamrende sarkastisk fortælling der fortæller sandheden, men alligevel tager pis på den. Det er virkelig morsomt.
Historien
Vi møder den ledige. Den ledige skal igennem en masse, fordi han nu er kommet i dagpengesystemet. Han skal mødes med jobcenteret. Han skal til infomøder. Han skal arbejde med sine kompetencer. Han skal lære det rette håndtryk. Han skal lære om en glad jobsol. Han skal møde en masse mennesker, og frem for alt, skal han på et jobsøgningskursus.
Alt dette, tager “Dagpengeland” fat i. Bogen tager os på en tur rundt i systemet og viser os, hvad den ledige oplever.
“Flere instanser tjekker det. Jobcentre, a-kasser og private aktører. De tjekker alle sammen. Og følger op og pålægger og udsteder og noterer og indkalder og udsender. Og dobbelttjekker og rutinetjekker og tjekker igen. I hvert sit system. Og det er nødvendigt, for det er virkeligheden, du skal ud i. Og virkeligheden begynder med et møde på jobcentret.”
Bogen
“Dagpengeland” er til tider hysterisk morsom! Jeg grinte mange steder. Alligevel var det en form for tragikomisk – for det er historien om et forskruet system, der trækker den ledige igennem alverdens af trængsler, systemer, blanketter og så videre. Det er én lang kamp som virker latterlig, når man ser den udefra. Der var virkelig meget, jeg kunne genkende i bogen, og jeg var underholdt fra start til slut. Jeg grinte højlydt og trak andre steder på smilebåndet.
“Man kan f.eks. sende sin ansøgning sammen med en omgang rundstykker til hele kontoret, foreslår direktøren. -Så husker de altså dit navn.
Sådan en jobansøgning må være mindeværdig. Det er jeg helt og aldeles overbevist om. Men rundstykker er ikke den eneste fødevare, der vækker opmærksomhed i en jobansøgning.
– Man kan også sende en besked dagen før, hvor der står: “I morgen skal I ikke tænke på frokost.” og så næste dag, så sender man lige et pizzabud med pizzaer til hele kontoret – med en ansøgning, naturligvis.”
Tragikomisk – men enormt underholdende, hamrende sarkastisk og voldsomt sandfærdig.