Det her er en vigtig bog. Den fortæller om skønne Amanda som egentlig først var Andrew. Jeg elsker måden, den er fortalt på. Alle i bogen har deres små fejl, fortid og ting der gør dem til de mennesker, de er. Det gør historien realistisk og interessant, for sådan er mennesker.
Sponsoreret indlæg – anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: “Hvis jeg var din pige” | Forfatter: Meredith Russo | Forlag: Carlsen
ISBN: 9788711543399 | Udg. dato: 10-10-2016 | Sideantal: 304
Som den nye pige på skolen vil Amanda Hardy gerne passe ind og finde nye venner ligesom alle andre. Men hun bærer på en hemmelighed, og er bange for at komme så tæt på nogen, at hendes hemmelighed afsløres. Men det er svært at holde den søde og venlige Grant på afstand. De ses mere og mere, og efterhånden indser Amanda, at hun mister for meget ved at holde ham på afstand. Hun vil så gerne dele alt med Grant, også sin fortid. Men vil han kunne se bort fra hendes fortid, hvis han kender sandheden? For Amandas hemmelighed er, at hun før hed Andrew. Vil sandheden koste Amanda hendes nye liv – og ham, hun har forelsket sig i?
“Hvis jeg var din pige”
Om Amanda lærer vi, at hun er en pige og altid har været det inderst inde. Hun blev født som drengen Andrew, men er altid blevet mobbet fordi Andrew bare ikke var som de andre drenge. Andrew forsøgte flere gange at fortælle omverdenen om pigen indeni, men langt hen af vejen, hørte ingen efter. Da der endelig bliver lyttet, tackler omverdenen det ikke så godt, især ikke folkene i skolen hvor Amanda udsættes for grusomheder, som resulterer i at hun flytter hjem til sin far, som hun ellers ikke har set i adskillige år – og slet ikke efter kønsskiftet er trådt i kraft.
Hjemme ved faren og i en ny skole, møder Amanda Grant, og en hel ny historie begynder.
“Jeg tænkte på, hvad han havde sagt, at jeg kunne fortælle ham alt, og jeg vidste, han havde ret – eller i det mindste, at han troede, han havde ret. Men indtil det øjeblik, hvor han fik sandheden at vide, kunne jeg ikke være sikker på, hvordan han ville tage det, og det var en risiko, jeg ikke var parat til at løbe.”
Bogen
Jeg læste bogen på to aftner. Fælles for begge aftener var, at jeg ikke havde lyst til at lægge bogen fra mig. “Hvis jeg var din pige” gik lige i hjertet på mig med sin vigtighed og levende fortælling. Jeg vidste ikke, at Meredith Russo selv var transkønnet, før jeg læste det efter jeg var færdig med bogen. Det giver en hel ny dimension til fortællingen, som om det er et stykke af forfatteren selv.
“Vi gik hjemad, og der var en anderledes form for stilhed mellem os. Jeg fangede hans blik, og han lagde sin arm rundt om min skulder og trak mig ind til sig. Da vi kom tilbage til huset, åbnede han låget til skraldespanden og smed baseballhandskerne derned.
“Farvel, Andrew” sagde jeg stille.
“Farvel, søn” samtykkede far, da vi gik indenfor”
Meredith Russo har skrevet en fantastisk vigtig roman om transkønnethed. Jeg havde hørt om bogen fra andre, men ønskede brændende selv at læse den. Med rette – den er fantastisk og den er vigtig. Jeg kan ikke anbefale nok at læse den.
Jeg knuselsker den simpelthen.