Oktober måned nyanskaffelser - nyt i stakken #5 - Bogfinken bogblog

Nyt i stakken #5 – oktober

Man mærker tydeligt at efteråret er over os, og det samme er højsæsonen for bogudgivelser. Det bugner af nye bøger alle vegne, og der kommer hele tiden så mange spændende titler på markedet, at det er svært at følge med. Jeg har fået min del af fantastiske bogoplevelser forærende i oktober måned, og disse vil jeg vise frem her i indlægget.

Oktober måneds indkøb

Intet… Absolut intet. Min økonomi er i den stramme ende for tiden, så der er ikke råderum til indkøb. Til gengæld skriver jeg ønskeseddel så det batter 😉 Og så noterer jeg flittigt ned om titler jeg bare må huske og skal have købt i en måned hvor økonomien tillader det.

Anmeldereksemplarer – fysiske udgaver

Jeg har virkelig fået mange gode og ikke mindst smukke bøger hjem. Jeg har ikke fået læst særlig mange af dem endnu, men dem jeg har læst, har absolut ikke skuffet. Desuden er jeg heeeelt vild med udseendet på flere af dem. Der er virkelig meget at begrave sig under dynen med de kommende måneder.

Oktober måned nyanskaffelser - nyt i stakken #5 - Bogfinken bogblog

Fra Forlaget Turbine er der kommet “Løgnens træ”.

Det er en dyster og mørk fortælling fra 1860’ernes England hvor en videnskabsmand findes død under mystiske omstændigheder. Hans datter, Faith, begynder at lede efter svar, men datidens kønsroller og overklasser har svært ved at acceptere en pige der gør det. En dagbog bringer hende på sporet af en sandhed, som kan vise sig også at bringe fare. Forfatteren vandt for denne bog prisen “Costa Book Award” for bedste bog til børn og unge, samt for bedst bog overhovedet – så det er intet under at jeg glæder mig rigtig meget til at fordybe mig i den.

Fra Forlaget Tellerup er der kommet “Dinea – modertræets datter”.

Den handler om Dinea som er en syg pige, og har været det så længe hun kan huske. Ingen kan finde ud af hvad hun fejler. Om natten plages hun af det samme mareridt, nat efter nat om et koldt rige, hun regerer. Dinea møder Lucien, som tilhører en race, de fleste forbinder med sagn og overtro. Det bringer hende på en rejse ind i sit mareridt hvor hun måske ikke skal stole på alle, hun møder. Ud over at lyde skøn, så er den bare sindssygt fin i sine lilla farver med sølvtryk. Det har grafikeren virkelig gjort godt.

Fra Forlaget Harper Collins Nordic er der kommet to bøger.

“En sang for de døde” er en krimi som er bind 2 i sin serie. For en årrække tilbage blev der begået nogle mord, hvor maverne på ofrene blev skåret op og hvor der blev efterladt en dukke deri. Gerningsmanden blev aldrig fundet. Nu sker der igen og Henderson, som i tiden imellem kun har oplevet modgang, sættes igen på sagen. Nu skal han arbejde på at opklare det én gang for alle og bringe sin karriere tilbage på rette spor og ikke mindst få sin frihed tilbage. “Håndlangeren” er fortsættelsen på “ENSOMmerfugl” som jeg læste tidligere. Jeg har ventet på at denne skulle komme, så jeg kunne få lov at fortsætte. Gabriella Ullberg Westin skriver nemlig rigtig godt og sikrer en god krimi. Denne gang får Johan Rokka en sag på bordet, som bringer smertelige minder frem. En ung pige forsvinder efter sin dimissionsfest og findes stukket ihjel. Tyve år tidligere forsvandt hans egen kæreste på samme måde. Inden længe er han begravet i den gamle sag, som bringer han blandt mennesker, han helst ville glemme alt om. Den lyder sindssygt god!

Fra Forlaget Carlsen er der kommet “Hvis jeg var din pige”.

Den forespurgte jeg på, efter at have set den florere ved andre bloggere og have hørt om hvor god den var. Den har jeg allerede slugt, og den var fantastisk! Den handler om Amanda, som tidligere hed Andrew. Amanda er transkønnet, og vi får lov at følge hendes kamp fra hun var en dreng til hun får lov at være pige. Vi oplever hendes kampe og udfordringer undervejs. Vi får serveret en fantastisk vigtig og tankevækkende bog, som jeg klart kan anbefale alle.

Oktober måned nyanskaffelser - nyt i stakken #5 - Bogfinken bogblog

Fra Politikens Forlag er der kommet to fine bøger i oktober

“Måske mødes vi” faldt jeg hårdt for. Den er så fin, både af udseende, men også af historie. To fremmede mødes og udveksler et blik. De er skabt for hinanden, men ved det bare ikke. Deres liv strejfer hinandens mange gange i årenes løb, men uden at de reelt møder hinanden. “Måske mødes vi” lyder som en fantastisk mulig kærlighedshistorie, perfekt til de kolde dage <3
“At blive den man er” er Anja Andersens selvbiografi. Jeg kan gode lide Anja Andersen, fra jeg så håndbold som barn. Hun er en speciel personlighed og jeg glæder mig til at læse mere indgående om og af hende. Det kan kun være interessant.

Fra Forlaget Mellemgaard er der også kommet to bøger

“Giftpillen” er en krimi hvor en succesfuld virksomhed udsættes for hackerangreb. Forretningshemmelighederne sættes på spil da angrebene bliver voldsommere og voldsommere. Det må og skal opklares, men hvem kan man overhovedet stole på. Emnet lyder interessant for en krimi, så jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Jeg forstår ikke titlen i forhold til emnet, men jeg håber at blive klogere når jeg får begyndt på den.
“Ingen anemoner er så blå” er noget så atypisk som en digtsamling. Jeg læser sjældent digtsamlinger, men jeg faldt for titel og udtryk. Nu håber jeg bare, dens indhold stemmer overens 😉

Og så sneg der sig lige en ekstra ind fra Harper Collins Nordic

“The Lonely Hearts Travel Club – Destination Thailand” skulle være “Bridget goes backpacking”. Forfatteren blev forladt ved alteret af sin kommende mand, og det fik hende til at pakke sine ting med et knust hjerte, og rejse til sydøstasien på en enkeltbillet. Hun begyndte at skrive blog om sine erfaringer og oplevelser. Hvad hun ikke vidste dengang var, at hun ville ende med at blive forfatter på den baggrund. Den lyder morsom og interessant. Udseendet lovet en sjov og spøjs bog, så det glæder jeg mig meget til.

Anmeldereksemplarer – e-bøger i oktober

Oktober måned nyanskaffelser - nyt i stakken #5 - Bogfinken bogblog

"Dybet" (Ravn #4) af Michael Katz Krefeld - boganmeldelse - Bogfinkens bogblog - Oktober

Både “Kom igen, Felina!” og “Dybet” er fra Plusbog.dk

“Kom igen, Felina!” er en sød, letlæst bog om 11-årige Felina, der dyrker springgymnastik. Hun er ved at miste glæden ved det, og det går heller ikke så godt. Da hendes plads alligevel er i fare, overvejer hun at skifte til et hold hvor der er mere glæde og leg ved det hele. Men skal man vælge, eller kan man få det hele på én gang? Og hvordan skal man i det hele taget reagere og håndtere det. Sød historie, der kan være meget gavnlig for børn i den alder.

“Dybet” er til gengæld en hæsblæsende krimi. Michael Katz Krefeld viser topform i den her krimi hvor man nærmest ikke ved hvad man skal tænke. Teorier og plot virker lige ud af landevejen, men er det ikke. Absolut en værdig læseoplevelse.

Oktober måned nyanskaffelser - nyt i stakken #5 - Bogfinken bogblog

Forlaget Flamingo har givet mig den læseoplevelse, jeg er i gang med lige nu, i slutningen af oktober måned

Det er nemlig “Troskabens bånd” af Barbara Taylor Bradford. Vi er tilbage i 1913 hvor familien Ingham hører til de højeste. Den bestyres af 6. Jarl af Mowbrays, Charles Ingham. Han har fire døtre, hvoraf Daphne er den smukkeste af den alle. Hun skal sikre deres fortsatte position ved at blive gift med en hertugsøn. En begivenhed ryster dog alle og forandrer for altid alle planer og forhåbninger. Da jarlens slægtning Hugo Stanton pludselig vender hjem til familiegodset, forandres alt endnu en gang. Samtidig huserer krigen langt derfra og livet vil for altid forandre sig for Ingham og de omkringværende familier.

 

Jeg føler mig virkelig forkælet, og virkelig, virkelig ydmyg efter sådan en oktober måned. Jeg bliver foræret den ene fantastiske læseoplevelse efter den anden, og det gør mig virkelig utroligt ydmyg og taknemmelig. Derfor; en dybfølt taknemmelig tanke sendt mod enhver forfatter og ethvert forlag/bogklub, der vælger at dele deres skønne bøger med mig. En ydmyghed over at min mening tæller og værdsættes, og en kæmpe tak til alle, der skriver fantastiske ord som går lige i hjertet på mig.

Bragte oktober dig noget spændende?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.