Oktober måned nyanskaffelser - nyt i stakken #5 - Bogfinken bogblog

Status #8 – oktober 2016

Ifølge status #7 for oktober ser jeg tilbage på måneden der gik. Hvor mange bøger fik jeg læst, hvor mange sider blev det til, og hvad bød de på. En lille gennemgang af hvad der var godt og mindre godt i den forgangne måned, og hvad jeg ser frem mod.

Status - Bogfinken bogblog

Status oktober total (10 bøger – 3315 sider)

Måske en dag” af Colleen Hoover (472 sider)
Skyggezone” af Arne Dahl (367 sider)
Mørke hemmeligheder” (Pretty #3) af M. Leighton (260 sider)
Kom igen, Felina!” af Kirsten Sonne Harild (112 sider)
Min søsters hemmelighed” af Tracy Buchanan (298 sider)
Min egen vej” af Mille Dinesen (208 sider)
Hvis jeg var din pige” af Meredith Russo (304 sider)
Skyriel” (Ovanienprofetierne #1) af Lene Dybdahl (561 sider)
Lotus Blues” (Martin Benner #1) af Kristina Ohlsson (383 sider)
Troskabens bånd” (Cavendon #1) af Barbara Taylor Bradford (350 sider)

Bedste læseoplevelse i oktober

Der er hele fire bøger, jeg kan fremhæve under det her punkt, og det er af vidt forskellige årsager. Fælles er kun, at de va fantastiske læseoplevelser.

“Måske en dag” er hjertevarm, skøn og mulig at forelske sig i. Colleen Hoover skriver med stor intensitet en dyb kærlighedshistorie mellem to, hvor det bare ikke er meningen, de skal være sammen. Forbudt kærlighed, spirende følelser og et håb om en mulighed i fremtiden. En perfekt bog til de kolde dage, hvor man trænger til en smule kærlighed.

“Hvis jeg var din pige” er en af de vigtige. Den handler om et så tabubelagt emne som transkønnethed, skrevet af en transkønnet. Den er vigtig, fordi den berører et interessant emne på en respektfuld måde. Den lader læseren se nogle sandheder, som er gavnlige og som alle egentlig vil have godt af at se. Jeg fik i hvert fald selv en hel del ud af bogen og lærte noget om et emne, som ellers har virket fjernt for mig.

“Skyriel” overraskede mig en hel del. Jeg er mest til romantiske romaner hvor hjertet slår lidt ekstra og man forelsker sig undervejs, og det var Skyriel ikke. Tværtimod bød det på fantasi, spænding og ikke mindst kreativitet. Jeg er stadig blæst helt bagover af den fantasi, Lene Dybdahl må komme til pennen med. Hun formår at beskrive os et univers der er så gennemført, at min egen fantasi på ingen måde ville række til noget af det.

“Troskabens bånd” var min afslutning på måneden for mig. Den gav mig det, jeg lige havde brug for. Den gav mig kærlighed og en tidsånd jeg er kommet til at elske. Datidens anstændighed, udfordringer og måde at være på, giver bare noget helt fantastisk fældet ned i en roman.

Største skuffelse i oktober

Måske ikke så meget skuffelse, men måske mest bare noget hvor jeg havde forventet mig mere – “Min egen vej”. Jeg havde sat næsen op efter mere personligt end der var at komme efter. Bogen er nok mere en selvhjælpsbog og gode råd/idéer end en personlig fortælling. Jeg fik enkelte dele hvor jeg lærte noget om personen Mille Dinesen, men størstedelen af bogen var mere præget af opskrifter, alternative behandlinger og lignende. Det kan vel egentlig ikke rigtig betegnes som en skuffelse, for jeg blev ikke lovet en personlig beretning, men som titlen lyder nærmere Mille Dinesens vej gennem hvad hun oplevede. Alligevel blev jeg en snert skuffet, grundet mine egne forventninger.

Næste læseoplevelser

Jeg færdiggjorde i aftes “Måske mødes vi” af Kate Eberlen, og nu ved jeg faktisk ikke hvad den står på. Det er blevet koldt udenfor – frosten bider og der er lovning om sne. Det er nu, jeg gerne begraver mig indenfor under et varmt tæppe med en bog. Men skal det være en krimi, kærlighedsroman eller måske en klassiker – det ved jeg ikke endnu.

Jeg tror måske det bliver krimien “Bjerget bag huset” som har ligget og kigget på mig længe, jeg åbner. Ellers bliver det måske en af de fire Shakespeare-genfortællinger, jeg har liggende. Når det bliver sengetid, finder jeg ud af hvad jeg er i humør til.. 🙂

Hvordan gik din oktober? Hvad er du igang med at læse pt.?

 

1 tanke om “Status #8 – oktober 2016”

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.