Strøtanker #1: Introvert – hvad det betyder for mig..

Eller måske nærmere noget i retning af: “Det er ikke fordi jeg ikke kan lide andre mennesker, at jeg virker rimelig asocial i forhold til blogger-, bog- og andre sociale arrangementer, bloggere er så skønne at arrangere eller heldige at blive inviteret med til”

Det at være introvert… for mig

Personlighed er altid en yderst personlig sag – det giver lidt sig selv. Det samme gør sig gældende for hvad hhv. ekstrovert- eller introverthed betyder for en person. De primære ting ved det at være introvert for mig gør sig gældende ved:

• Min energi drænes af samvær med mange mennesker. Jo flere mennesker, jo hurtigere drænes den, uanset om jeg nyder den eller ej. Efter socialt samvær skal jeg lade op, og helst alene. Ikke nødvendigvis sove, men bare være alene i stilhed, læse en bog, lytte til stille musik eller føre en stille samtale med et enkelt andet menneske.
• Jeg er rigtig dårlig til at møde nye mennesker. Jeg bliver nervøs og føler mig akavet.
• Når jeg er sammen med andre mennesker, især større forsamlinger, bliver jeg ofte stille og lytter mere end jeg taler. Jeg tænker meget over hvad jeg skal sige, og folk der ikke kender mig, ser mig ofte som en stille person med ikke meget på hjerte.
• Jeg føler stemninger meget kraftigt. Jeg hader skænderier og dårlig stemning. Skændes folk i mit nærvær får jeg det skidt og vil gerne bare have at alle er glade.
• Jeg hader telefonopkald. Virkelig, hader. Jeg skal virkelig kende personen i den anden ende godt for at det ikke føles træls. Selv min egen familie, bryder jeg mig ikke om at ringe til. Fremmede undgår jeg helst og jeg ringer aldrig tilbage til folk, med mindre der er tale om job eller anden instans der er vigtig. Jeg øver ofte hvad jeg skal sige, inden jeg ringer til nogen. Jeg tænker altid over hvad jeg skal sige og derfor er jeg ikke sjov at snakke med i telefon. Jeg vil gerne have tid til at tænke mine svar igennem, og jeg bliver ofte bare tom i hovedet hvis jeg bliver påduttet at skulle sige noget uden at måtte tænke over det først.

At fravælge sociale arrangementer

Jeg er ikke som person asocial. Jeg kan godt lide at være sammen med andre mennesker. Jeg har siddet og misundeligt kigget og læst blogindlæg fra andre bloggere fra bloggertræf, bogforum og andre komsammen’er. Så kan man spørge sig selv, hvorfor jeg så ikke bare tager med? Springer ud i det, og gør det?
Fordi det gør en introvert ikke. For en ekstrovert kan det være svært at forstå – der kan jo ikke ske noget ved det. Det forstår jeg udmærket, for det er svært at forklare, hvad der sker i hovedet af mig.

Hvis jeg skal forsøge at forklare det, kan jeg sige at jeg sandsynligvis ville sidde og kigge på “tilmeld” tusind gange inden jeg ville trykke derpå. I ugerne op til ville jeg hver gang, tanken faldt på det (sandsynligvis flere hundrede gange om dagen) få et sug og en knude i maven ved tanken. Jeg ville hver gang køre et scenarie i hovedet med alle de tænkelige måder det kunne foregå på. Alle ting der kunne ske, hvad jeg skulle sige, hvad jeg skulle gøre. De praktiske oplysninger ville komme på plads og blive gennemtjekket løbende med tilhørende backupplaner i ugerne inden.

Når dagen kom, ville jeg automatisk begynde at overveje om jeg skal aflyse og blive hjemme, eller tage afsted. Min hjerne ville af sig selv udtænke mulige måder at slippe ud af det på med “æren” i behold. I nogle tilfælde ville jeg ende med at aflyse og fortryde det bagefter.

At være introvert og social

Det kræver lidt arbejde at være introvert og social – i hvert fald som jeg ser det. Jeg skal i det nye år til at tage kørekort, og selv om det er en totalt skræmmende tanke, så kommer det til at lette mange praktiske ting. Også det med at kunne være social. Én af årsagerne til, jeg fravælger nogle arrangementer, er nemlig de praktiske – offentlig transport. Offentlig transport er ikke tilrettet den enkelte, så der kan man risikere at skulle vente for at komme ud/hjem, man skal være sikker på hvor man skal af/på og meget andet. Ved selv at kunne køre, kan jeg selv styre hvor, hvornår mv. – jeg kan altså f.eks. køre hjem når jeg har behov for det, i stedet for at skulle time det med bus/tog eller lignende.

Jeg er sådan en, der gerne vil være social i begrænset omfang. Forstået på den måde at jeg ikke er til 24 timers socialt samvær. Jeg har brug for at kunne gå for mig selv når min kvote er fyldt op. Er jeg sammen med mennesker over flere dage, vil man derfor også bemærke, min lunte er kortere på 2.-3. dagen og jeg der får mere behov for at være stille, komme væk eller gå tidligt i seng.

Jeg har “kun” været i bogbloggerverdenen i omkring 1½ år, så jeg er ikke “gammel i gårde”. Jeg kender ikke så mange, og slet ikke personligt. Derfor er det ekstra grænseoverskridende overhovedet at overveje at skulle “mænge mig”. Samtidig tænker jeg dog at alle virker så flinke at det måske kunne være muligt, selv for en særling som mig at finde en plads. En dag.

Hvad vil jeg med dette indlæg?

Det ved jeg ikke. Har absolut ingen anelse faktisk. Fortælle lidt om mig selv og et emne, der ligger mig på sinde? Dele med andre, hvorfor jeg er misundelig på noget, jeg selv fravælger?
Jeg er virkelig dårlig til at dele personligt stof online, så jeg ved ikke om det her indlæg kommer til at forblive her. Jeg ved ikke engang om det burde være her, men det var det, jeg havde på hjerte uanset.