I december kommer Mia på glatis, da hendes nye job som tv-stjerne bringer hende til vinterparadiset Aspen i Colorados sneklædte bjerge. Bedst som hun mindst venter det, dukker en uventet gæst op ud af det blå og slår revner i idyllen. Men heldigvis har Mia sin elskede Wes ved sin side – og han har en plan, der vil komme til at ændre deres liv for altid.
Titel: “Calendar girl: December” // Forfatter(e): Audrey Carlan // Forlag: Lovebooks // ISBN: 9788711659281 // Udg. dato: 01-12-2016 // Sideantal: 105 // Læst på: Dansk
Wes og Mia nyder at have hinanden igen, men har stadig deres udfordringer at arbejde på. I december er de taget “hjem” til Aspen, Colorado til Wes’ families hytte, som nok mere er et gods. Mia er sendt afsted for sit arbejde hvor hun kun ved, hun skal lave nogle indslag med nogle lokale kunstnere. Så vidt hun er informeret, skyldes det at en mand har givet en masse penge for at hun vil lave et indslag med hans kone, som har et lokalt galleri med sin kunst. Det skal dog vise sig at forholde sig lidt anderledes. Da Wes og Mia først ankommer til byen, ser Mia noget som hun tror, er et syn fra fortiden. Det præger hendes tid i Aspen med vrede, frustration og afmagt. Wes gør sit bedste, men familien må stå sammen, da sandheden kommer for dagen.
“Jeg tror du vil finde noget du ikke havde til hensigt at finde”
Jeg elsker udviklingen i Mias historie. Den startede ud som hed sex, tiltrækning og magtfulde mænd. Den har fået dybde og har tilvejebragt følelser, kærlighed, sorg og noget der får læseren til at føle. Der er mange små citater og brudstykker, som er værd at læse højt og gentage, simpelthen bare fordi de er så sigende og betydningsfulde i al sin enkelthed:
“Jeg er ikke okay, Wes”
Jeg kan følge Mia fuldstændig. Den afmagt og desperation hun fyldes med. Den sorg der lægger sig som en hinde om hende. For mange år har givet hende dybe ar som hun tvinges til at bryde op og stå ansigt til ansigt med. Det er en virkelig følelsesfuld afslutning af en modig forfatter. Det her, er ikke bare en afslutning med en dans på roser – “de levede lykkeligt til deres dages ende” eller lignende. Det her et livet på godt og ondt. Det er fantastisk og det gør ondt. Sådan er Mias historie også. Alle følelser er i spil. Det er en perfekt hjertevarmer til december måned.
“Jeg vil lave alt der kan få et smil tilbage på dit ansigt og julestemningen tilbage ind i dit hjerte.”
Jeg har læst Calendar girl serien måned for måned. Det har været en god oplevelse hvor der er sket meget i månederne undervejs. Jeg vil på et tidspunkt genlæse serien, men som sammenhængende historie. Det tror jeg, ville være en helt anden oplevelse – ikke dårligere eller bedre nødvendigvis, men anderledes. Calendar girl serien er helt klart anbefalelsesværdig og en genlæsning værd.