Jeg anede overhovedet ikke hvad jeg gik ind til. Måske forventede jeg en mærkelig fantasy historie, måske noget kærlighed. Alt andet lige blev jeg blæst bagover af historien om Dinea og landet langt borte hvor hun skal regere. Meningen med det hele. Louise Haibergs måde at skrive på. Simpelthen bare det hele.
Sponsoreret indlæg – anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: “Dinea – Modertræets datter” // Forfatter(e): Louise Haiberg // Forlag: Tellerup // ISBN: 9788758822723 // Serie: Dinea #1 // Udg. dato: 11-11-2016 // Sideantal: 493 // Læst på: Dansk
Dinea har været syg så længe hun kan huske. Lægerne opfatter hendes sygdom som et mysterium, og hun må udstå mange pinsler i deres søgen på at helbrede hende. Om natten plages hun af det samme mareridt igen og igen … et mareridt hvor hun regerer over et fremmed, koldt rige. Lucien tilhører en race som for længst er blevet forvist til sagn og overtro af menneskeheden. Da Dinea møder Lucien, bliver hun hvirvlet ind i sine mareridts verden; et smukt og koldt rige hvor kærlighed er en svaghed. Lucien har sine helt egne ambitioner, og for at opnå hvad han ønsker, har han brug for Dinea. Han har ikke tænkt sig at lade nogen form for svaghed stå i vejen for sine planer … og absolut ikke kærlighed.
Historien
Vi møder Dinea og Lucien som de to hovedpersoner. Lucien er sendt til menneskenes verden for at hente Dinea. Det ved Dinea dog intet om. Hun har hele sit liv været syg og lidt af frygtelige mareridt, uden at lægerne har kunnet finde årsagen. I mareridtet regerer hun et fremmed rige og hun kan ikke finde hoved eller hale i det. Da hun møder Lucien, er det som at møde sine mareridt. Hun forstår endelig hvor de er kommet fra, hele hendes liv. Det skal vise sig at blive en lang kamp med livet som indsats, for nu er tiden kommet til at Dinea skal møde det rige, det er meningen hun skal regere, og hun skal forstå hvem hun selv er – modertræets datter. Det indebærer samtidig et specielt bånd mellem hende og Lucien. Et bånd som ingen på forhånd ved, hvordan kommer til at forme sig.
“Mennesker elsker og mister mange gange i løbet af deres korte levetid. Enten fordi deres kærlighed ikke bliver gengældt eller af utallige andre grunde. De fleste overlever og lærer at elske igen.”
Bogen
Jeg kendte ikke noget til forfatteren på forhånd, og jeg faldt mest af alt for udseendet på bogen. Jeg er dog blæst fuldstændig bagover af historien. Det var mange sider, men historien var yderst velskrevet. På intet tidspunkt kedede jeg mig eller følte der var for meget spildsnak. Historien fletter ud og ind på kryds og tværs hele vejen, for til sidst at falde på plads og afsløre det hele. Det er virkelig en velskrevet historie. Selv om jeg generelt ikke er til alt for meget overnaturligt, fangede historien mig i en sådan grad at jeg klart skal læse mere. Jeg kan faktisk næsten ikke vente. Det er store ord, når det kommer fra mig om en sådan overnaturlig historie som “Dinea – modertræets datter” er.