Jeg bøjer mig i støvet for Samantha Young. Hun skriver, så jeg får lyst til aldrig at slippe hendes bøger. “Jamaica Lane” er lige så fantastisk som de foregående i serien. Man griner, græder og vender sider i en hastig fart, for man kan bare ikke få nok, og ønsker aldrig at lægge bogen til side.
Sponsoreret indlæg – anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: “Jamaica Lane” // Forfatter(e): Samantha Young // Forlag: Flamingo // ISBN: 9788702236118 // Serie: On Dublin Street #3 // Udg. dato: 27-01-2017 // Sideantal: 314 // Læst på: Dansk
26-årige Olivia Holloway er udadvendt og selvsikker – bare ikke, når det kommer til fyre. Og da hun har forelsket sig i den sexede Benjamin, er det mildest talt ubelejligt, at hendes tunge slår knuder, hver gang hun er i nærheden af ham. Olivia beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.
Nate er en player til fingerspidserne, men også Olivias bedste ven, så han indvilliger i at oplære hende i kunsten at flirte og forføre.
Men i takt med at undervisningen skrider frem og bevæger sig længere ind i soveværelset, bliver Olivia mere og mere usikker på, om det er Benjamin, hun vil have – eller om det virkeligheden er Nate.
Spørgsmålet er bare, om Nate overhovedet er interesseret i at være mere end hendes ven …
Historien
Ligesom i de to foregående fra serien, har vi et par vi følger i denne bog, selv om vi også har hovedpersonerne fra de øvrige med. I “Jamaica Lane” er det Olivia og Nate, der er hovedpesonerne. Olivia er en skøn, udadvendt og selvsikker pige – i alle henseender undtagen fyre. Der klapper hun i som en østers når hun omgås nogen, hun finder tiltrækkende. Hun har kastet sit blik på en sød fyr, hun har mødt på biblioteket, men formår knapt at komme med en sammenhængende sætning når hun er i samme rum som ham. Det skal der gøres noget ved. Olivias bedste kammerat er Nate – en player af format. Han mangler intet på damefronten, og han må være den rette til at lære hende at flirte og forføre. Men som undervisningen går godt, spirer der noget frem. Men er det nu også en god idé, for fortiden spøger stadig hos dem begge.
“Du var virkelig ked af det i aftes, Liv. Jeg har kendt dig i næsten et år, og du kender mig sikkert bedre end de fleste, men i aftes føltes det, som om jeg fik lov til at se en stor del af dig, som du har holdt skjult for mig. For alle”
Bogen
Jeg elsker Samantha Young når hun skriver bøger som hun gør her i “Jamaica Lane”! Slet og ret, sådan er det. Hun skriver F-A-N-T-A-S-T-I-S-K! Jeg grinte, græd, fniste, lagde bogen fra mig. Jeg samlede den op igen, vendte sider og bare nød hver evig eneste side og hvert ord. Samantha fik mig til at føle, at det var mig, der sad der på Jamaica Lane. Mig der så Nate ind i øjnene, og mig der rødmede af skam. Hun kan noget med ord, der virkelig rører læseren.
“Det gjorde mig så trist, at jeg – en klog, nogenlunde sjov, skør, loyal, god kvinde – havde sådan et negativt selvbillede under alle smilene og vittighederne, at jeg mærkede tårer prikke i mine øjne. Det var virkelig noget lort, at jeg havde det sådan med mit udseende. Det var det virkelig.”
Jeg håbede bogen aldrig ville ende, men det gjorde den desværre. Jeg fik til gengæld omgående lyst til at læse den igen. Det er for mig virkelig en rigtig god læseoplevelse. Samantha Young skriver med så meget indlevelse. Med så meget humor, at det er en fryd at læse hendes skrevne ord.
“Jeg fortalte ham om den sok, jeg havde fundet i en afleveret bog i sidste uge, kun for at finde den matchende sok i korttidsudlånet i mandags. Sokkerne var snavsede. Jeg kunne godt lide sære ting. Men det har var ikke bare sært, det var virkelig sært. Angus havde en teori om, at vi havde at gøre med en excentrisk Harry Potter-fan, som på mystisk vis havde forvekslet bibliotekarassistenter med slavebundne husalfer, og ved at give os sokker troede han, at han kunne gøre os frie.”