Shakespeare i et nyt årtusind – og denne gang er det hans “Stormen” der får nye klæder. Margaret Atwood formidler hans historie over i en spektakulær fortælling om en mand, der efter et forræderi vil tage hævn over sin modstander. Det er en spøjs fortælling, som aldrig helt fangede mig desværre.
Sponsoreret indlæg – anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: “Hekseyngel” // Forfatter(e): Margaret Atwood // Forlag: Modtryk // ISBN: 9788771466348 // Serie: Shakespeare i et nyt årtusind #3 // Udg. dato: 14-10-2016 // Sideantal: 312 // Original titel: “Hag-seed” // Læst på: Dansk
Felix Phillips er på toppen af sin karriere som kunstnerisk leder af Makeshiweg Theatre Festival. Hans teaterstykker har vakt både begejstring og røre, og nu skal han i gang med sin mest spektakulære opsætning til dato: William Shakespeares Stormen. Men efter et uforudset forræderi må han i stedet se sig forvist til en faldefærdig rønne på landet. Her hjemsøges han af mindet om sin døde datter – og planlægger hævn over dem, der har forrådt ham.
Efter tolv år i eksil byder chancen sig. Felix får et job som teaterlærer i et nærliggende fængsel, og endelig kan hans vragede mesterværk blive til virkelighed. Snart er Felix, hans skuespillere og hans publikum viklet ind i en omsiggribende og fængslende opsætning af Shakespeares ultimative skuespil om hævn og overnaturlige kræfter. Men vil hævnen komme, og vil Stormen slippe Felix fri igen?
Først og fremmest; jeg har ikke stiftet bekendtskab med “Stormen” som Hekseyngel er en nyfortolkning af. Jeg kan derfor kun bedømme ud fra det jeg har læst her, på denne fortælling alene. Jeg er, ligesom ved de foregående i serien, vild med det enkle udtryk bogen har. Den er delikat og fin i sin enkelthed. Fine farver og godt grafisk arbejde. Indvendig er den også rigtig fin. Jeg kan godt lide, der er gjort noget ud af den.
Fortællingen
Når det så er sagt, var Hekseyngel aldrig en fortælling, der fangede mig. Jeg hørte den primært som lydbog, og jeg fandt den ekstrem mærkelig og forvirrende. Hele Felix Phillips person virker en kende overdrevet og simpelthen for speciel til min smag. Jeg havde svært ved at vide om jeg skulle tage ham alvorligt eller grine igennem bogen. Samtidig synes jeg historien forsøgte at være for morsom hele tiden, til at fange min smag.
Margaret Atwood skriver uden tvivl rigtig godt. Hun har et dejligt, levende sprog og skriver beskrivende. Hun har formået at lave en fortælling ud af Shakespeares opsætning. En fortælling som nogle vil finde fantastisk, mens jeg desværre nok rynker lidt på næsen. Den var bare ikke mig – men jeg vil bestemt gerne læse andet af forfatteren.