Sponsoreret indlæg
[ Anmeldereksemplar fra forlaget ]
Titel: “Forfra” // Forfatter(e): Ronny Reffelt // Forlag: Brændpunkt // ISBN: 9788793383296 // Serie: – // Udg. dato: 03-06-2017 // Sideantal: 312 // Original titel: “-” // Læst på: Dansk
Forfra handler om, hvordan tæppet bliver revet væk under hovedpersonens fødder, da han skal være far men egentlig ikke er klar til at blive det. Hans virkelighed ramler, og han bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Vi følger den unge mand før, under og efter indlæggelsen.
Så vigtigt et emne, og så får bogen kun 2 ud af 5?
Ja. Jeg synes emnet i Ronny Reffelts Forfra er hamrende vigtigt og det bør belyses. Det skal frem i lyset, problemet med fødselsdepressioner blandt mænd. Vi skal tale om det, forholde os til det, og ikke mindst – vi skal vide det. Men for pokker, hvor ville jeg bare ønske, det var blevet belyst på en bedre måde, end i bogen her. Selv om den havde vigtige punkter, pointer og holdninger, så druknede det bare i nedladende floskler om alt fra overvægtige til lesbiske. Det ødelagde den gode historie for mig, og reducerede Forfra til en bog, jeg måtte lægge fra mig, når jeg blev for gal.
“Jeg havde ikke turde gå ud i køkkenet for at dele mine frustrationer med de fire kvinde og så lebben, som vel streng taget også var en kvinde.”
Forfra har hentet sin inspiration i statistikken om at 3-4000 unge mænd årligt rammes af fødselsdepression
Og historien i bogen er basalt set, at hovedpersonen David får af vide, han skal være far. Han er på ingen måde klar til det, og lavinen ruller. Han oplever tvangstanker, angst og må lade sig indlægge for at håndtere hans verden, der ramler om ørerne på ham.
Hvad der dermed åbnede op for en fortælling som kunne give mig som læser en forståelse for emnet, sympati for den ramte og ikke mindst vække dybe tanker… Gjorde det ikke. Emnet bed sig aldrig fast, primært fordi hovedpersonen er skrevet voldsomt usympatisk, fra min vinkel at se. Der skrives en person som er nedladende og direkte ondskabsfuld i sine tanker og holdninger om andre mennesker – så hvorfor skulle jeg fatte den mindste smule sympati for ham, når han har det svært? Jeg synes, hånden på hjertet, at emnet er rigtig interessant og klart noget, vi bør høre mere om. Men det skal ske på en måde, så læseren fatter interesse og sympati – ikke frastødes.
“Men før jeg tog mig sammen og begyndte på Crossfit, og det havde jeg en ubeskrivelig lyst til at fortælle de fede røvhuller, der havde jeg haft en BMI som dem, og hvis jeg kunne tage mig sammen, så kunne de sgu også.
(…)
Nu om dage, har jeg sgu kun ondt i røven over andres mangel på selvdisciplin.”
Måske sproget og personen i bogen ikke burde gå mig på..
Måske burde jeg kunne sætte det til side og i stedet fokusere på resten af bogen. Men nej. Det kan jeg ikke. Ikke i det her tilfælde. Nu er jeg selv overvægtig og måske netop derfor, har jeg så svært ved at lægge det til side. For jeg føler mig ramt på et eller andet punkt – jeg har mødt den type mennesker som hovedpersonen beskrives som, og de er ikke venlige. Måske netop derfor, er jeg ekstra ærgerlig over at se en bog, der kunne være så meget mere, drukne i den slags sprog og floskler, som er så ubeskriveligt overflødige.
Æv, æv og atter æv. Belys emnet! Fortæl om det! Lad os snakke om det! Bare på en hvilken som helst anden måde end det her.
Forfra får de 2/5 for emnet, det der er i bogen ud over det, jeg allerede har dækket og for modet til overhovedet at skrive en bog om så tungt (og vigtigt) et emne.