Sponsoreret indlæg
Anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: “Alias Alex” // Forfatter(e): Jenn Bennett // Forlag: Lovebooks // ISBN: 9788711565735 // Serie: – // Udg. dato: 08-09-2017 // Sideantal: 366 // Original titel: “Alias Alex” // Læst på: Dansk
Bailey har fundet sin drømmefyr. Alex er filmnørd som hun, og de kan snakke sammen i timevis. Han er intet mindre end perfekt de har bare aldrig mødt hinanden i virkeligheden.
Da Bailey flytter til det solrige Californien for at bo hos sin far, beslutter hun sig for at finde Alex, som bor i samme by. Men det viser sig at være sværere end som så, og da Baileys karismatiske kollega Porter med tiden får hende på andre tanker, begynder hun at tvivle: Vil hun nogensinde møde den mystiske Alex?
Kender du “You’ve got mail”? – så kender du også Alias Alex
Pigen Bailey. Hendes online kærlighed, nørden Alex. De deler kærligheden og interessen til film. Faktisk snakker de i timevis på chatten online. Men de har aldrig mødt hinanden eller set hinanden. Det kan dog komme til at ændre sig, da Bailey flytter til Californien, hvor Alex bor. Uden at fortælle ham det, begynder hun at lede efter ham. Det er dog ikke bare ligetil, og pludselig blander surferfyren Porter sig. Han er nemlig ikke så lidt charmerende, og måske er der mere til ham end hvad møder øjet til at begynde med.
Alias Alex var sød, romantisk og forudsigelig – men det gjorde intet
Det var ingen hemmelighed fra første side hvordan bogen skulle ende, men gjorde det noget? Nej. Vejen dertil var sød, romantisk og fyldt med ung kærligheds spirende følelser. Sommerfugle i maven. Solskin og varme kinder. Det hele – og det var dejligt. Jeg nød hver side i bogen, selv om jeg følte, jeg vidste hvordan den ville ende. Hvad jeg ikke var forberedt på, var dog forfatterens måde at implementere andre ting end jeg forventede, undervejs. Hendes små twists og forandringer gjorde at jeg aldrig mistede interessen for at læse næste side.
Alias Alex var en fortælling, der læste sig selv lynhurtigt. Med sødme, solrige sommerdage og ung kærlighed, er det en bog man bare skal læne sig tilbage og nyde. Det er fortællingen om unge menneskers første rigtige kærlighed, at lære sig selv at kende og overkomme ting i livet, selv i en ung alder.