Sponsoreret indlæg
Anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: Pigen under jorden // Forfatter(e): Elly Griffiths // Forlag: Gads // ISBN: 9788712055495 // Serie: (Ruth Galloway, #1) // Udg. dato: 19-01-2018 // Sideantal: 300 // Original titel: The Crossing Places // Læst på: Dansk
Da politiet finder menneskeknogler i saltmarksen udenfor King’s Lynn i Norfolk, tror de, de tilhører Lucy Downey, en lille pige som blev kidnappet ti år tidligere, og arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway bliver tilkaldt. Men Ruth konstaterer, til kriminalinspektør Harry Nelsons skuffelse, at knoglerne er mere end tusind år gamle.Lige siden Lucy forsvandt, har Nelson modtaget mystiske breve med referencer til rituelle ofringer. Da endnu en pige forsvinder, beder han Ruth om at hjælpe med at tolke brevenes indhold.
Mens Nelson og Ruth nærmer sig hinanden, viser det sig, at Ruth er i livsfare, fordi hun hjælper politiet. Jagten på kidnapperen bliver en kamp mod uret – både for den forsvundne pige og for Ruth selv.
Har du set tv-serien “Bones”? – så har du et udgangspunkt for Pigen under jorden. Jeg er stor fan af tv-serien, så naturligvis faldt jeg for bogens fortælling, personerne og udviklingen deri.
Ruth Galloway er knogleekspert og arkæolog, og lidt speciel
Hun er 40, rapkæftet og en lidt for tyk kattedame. Hun er fuldstændig elskelig som hovedperson, og jeg er vild med hende. Hun er intelligent og ved hvad hun har med at gøre. Følelser og den slags er lidt mere besværligt. Hun trives med at bo afsides, undervise og ellers være single sammen med sine katte.
Men en dag inddrages hun i en efterforskning, da der er fundet nogle menneskeknogler. Hun konstaterer dog forholdsvis hurtigt at knoglerne er gamle, og dermed ikke relevant i den efterforskning, de blev fundet i forbindelse med. Til gengæld yder hun sin kompetence i forhold til nogle breve, der relaterer til et forsvundet barn. Med sin involvering heri sættes hun i fare jo tættere på kidnapperen, de kommer.
Pigen under jorden er en meget anderledes krimi
Den er ikke blodig. Den er ikke hæsblæsende. Den indeholder ikke det ene mord på det andet. Den skræmmer mig ikke fra vid og sans. Alligevel er jeg 100 % fan.
Historien fortælles stille og roligt mens fortællingen får lov at udfolde sig. Vi lærer personerne at kende og kommer til at holde af dem. Samtidig udspilles selve plottet løbende uden at afsløre for mange detaljer. Først til sidst når man kan samle hele mysteriet forstår man hvad plottet egentlig var, hvem der er skyldig og hvad der er sket.
Jeg kan ikke vente på at der kommer mere i serien – den er absolut læseværdig!
Pingback: Løgnens hus af Elly Griffiths ~ Bogfinkens bogblog