Sponsoreret indlæg
Anmeldereksemplar fra forlaget
Titel: Oprindelse // Forfatter(e): Dan Brown // Forlag: Politikens Forlag // ISBN: 9788740042658 // Serie: – // Udg. dato: 03-10-2017 // Sideantal: 560 // Original titel: Origin // Læst på: Dansk
Robert Langdon, der er professor i symbologi og religiøs ikonologi ved Harvard, ankommer til det ultramoderne Guggenheim museum i Bilbao for at høre en helt særlig bekendtgørelse: afsløringen af en opdagelse, der eftersigende vil ‘revolutionere videnskaben for evigt’.
Aftenens vært er billionær og futurist Edmond Kirsch, hvis utrolige high-tech opfindelser og dristige forudsigelser har gjort ham til en international berømthed. Kirsch, der for to årtier siden var en af Langdons allerførste elever, er på nippet til at afsløre et utroligt gennembrud, der vil besvare to af menneskehedens mest fundamentale spørgsmål.
Da det nøje planlagte event ender ud i kaos, er Kirschs dyrebare opdagelse nær ved at gå tabt.
Det her, var nok 2017’s mest ventede roman for mit vedkommende. Og alligevel ventede jeg til et godt stykke inde i 2018 med at læse den. Jeg elsker Dan Browns bøger om Robert Langdon. Jeg ved ikke hvad det er med dem, men jeg elsker dem. Derfor er det med ærefrygt hver gang jeg åbner en ny bog af ham. Jeg VIL elske den, og heldigvis svigtede han mig heller ikke denne gang.
I Oprindelse må Robert Langdon endnu en gang på farefuld færd
Edmond Kirsch, en af Langdons allerførste elever, er kommet til et kæmpe gennembrud. Et storstilet arrangement skal afsløre det. Men kaos, mord og meget andet gør at den vigtige opdagelse er ved at gå tabt. Robert Langdon der naturligvis er inviteret til eventet har første parket til hvad der sker. Selv han er forundret over hvad han er vidne til. Herefter går det ud over stepperne for at værne om opdagelsen og ikke mindst opklare mordet på hans elev. Han bliver nødt til hastigt at flygte sammen med Spaniens kommende dronning, Ambra Vidal. Ambra er uvidende blevet hovedperson idet det er hende, der tilføjede morderen til gæstelisten uden at vide det.
Som altid med bøger af Dan Brown gætter læseren lystigt, men rammer forbi hver gang
Der er ingen måde hvorpå man på forhånd kan regne plottet ud, når vi snakker Dan Brown. Også denne gang overraskede han mig på noget nær sidste side. Hans måde at inddrage tegn, symboler og nu også teknologi i sin fortælling er noget helt særligt. Undervejs i historien dukker der konstant flere spørgsmål end svar op, men når man når til enden lukker man bogen og tænker “Nåååååeh, sådan”, men ikke før.
Som altid kan en tyk bog af Dan Brown være lidt træg at komme igang med. Sådan var Oprindelse også for mig. Det gik dog over så snart jeg kom ordentligt ind i handlingen, og så skal jeg love for, det tog fart – som altid.
Der er ingen forfatter på siden af Dan Brown. Oprindelse kan anbefales til alle, der kan lide spænding og ikke mindst tegn, symboler og konspirationsfortællinger.
– og nu man er ved det, så læs lige alle de foregående af ham også. De kan klart anbefales!