| Sponsoreret indlæg |
★★★★☆
Katrine er lige startet på overbygningen på jura på Aarhus Universitet. Bacheloren er bag hende, og nu drejer det sig om specialisering på kandidaten. Hun er 23 og meget ambitiøs. Flankeret af vennerne Line og Thomas møder hun op til semesterets første forelæsning og ind træder, den nye unge gæsteunderviser, Jaspar fra New York. Katrine gør sig bemærket allerede første dag, og han kan ikke slå hende ud af hovedet. Det er ikke et rigtigt eventyr uden en masse forviklinger og en lang rejse, før de finder hinanden.
Titel: Fortabt i dig // Forfatter(e): L. Sherman // Forlag: Forlaget Nelumbo // ISBN: 9788793767485 // Serie: Fortabt i Aarhus #1 // Udg. dato: 01-06-2019 // Sideantal: – // Original titel: – // Læst på: Dansk
Fortabt i dig er ung kærlighed, forviklinger og hemmeligheder
Vi kan nok alle relatere i hvert fald i tanken. På allerførste undervisningsdag møder Katrine sin nye underviser Jaspar. Og på den pinlige måde. Han er ung, attraktiv og spændende. Han synes det samme om Katrine og kan faktisk slet ikke få hende ud af hovedet igen. Det er forbudt område mellem studerende og underviser, men det er alligevel spændende og kunne godt være begyndelsen på noget godt. Der går da heller ikke længe, før de begge ved, at der skal være noget. Men undervejs står udfordringerne i kø mellem dem, så de har en lang rejse foran sig på tværs af landegrænser.
Jeg hørte Fortabt i dig som lydbog indlæst af Heidi Keller, og det kan anbefales. Hun gav en absolut lytteværdig oplevelse!
I forhold til historien, så elskede jeg fortællingen. Katrine er relatérbar og Jaspar indbegrebet af en lækkerhaps. Den rammer plet ned i hele det forbudte underviser-elev forhold, som er lige dele tåkrummende og spændende. Det var en fortælling med skønne personer og skøn udvikling. Veninden Line, vennen Thomas og mormoren.. De er herlige allesammen. Jeg fløj igennem siderne. Der skete utrolig meget – nogle gange var det lige så man kunne miste pusten. Nogle gange måske lidt for meget til at det kan være lige realistisk alt sammen, men jeg elskede historien uanset. Mit eneste minus i historien er, at sex fylder enoooormt meget. Som i at der er enormt mange sexscener. De er dog beskrevet godt og dampende hede, men jeg tog mig selv i et par gange at ønske, jeg lige kunne springe dem over og videre. Alt i alt var det en rigtig sjov og skøn fortælling. Jeg glæder mig til fortsættelsen!