| Sponsoreret indlæg |
★★★★★
Engang ville jeg have forsvoret, at jeg skulle ende her. Men nu er jeg faldet til. Et sted, jeg elsker, i et hjem, jeg selv har sat i stand, omgivet af nye venner, jeg forguder, og lykkeligt optaget af mit arbejde. Jeg er ved at slutte fred med fortiden og skabe fundamentet til min fremtid.
Men så flytter Garrett Frost ind i huset ved siden af. Han er stædig og dristig, en rasende naturkraft, der forstyrrer mit livs sårbare balance. Jeg genkender de spøgelser, der hjemsøger ham, den sorg, der driver ham. Garrett udgør en risiko, lige meget hvilken tilstand han er i, men han er farligst, når han er såret. Jeg er bange for, at jeg er for skrøbelig til den storm, der raser i ham, for sart til at udholde smerten, der piner ham. Men han er for stålsat … og for selvsikker. Og nogle gange vinder håbet over selv den mest smertefulde fortvivlelse.
Titel: Sommerfugl i frost // Forfatter(e): Sylvia Day // Forlag: Politikens Forlag // ISBN: 9788740060515 // Serie: // Udg. dato: 29-01-2020 // Sideantal: 160 // Original titel: // Læst på: Dansk
Jeg troede, Sommerfugl i frost bare var en simpel kærlighedshistorie…
Men jeg tog fejl. Jeg sprang direkte ind i den, faldt for kemien mellem Garett og Teagan og så plottwistet alt, alt for sent! Du fortryder, hvis du ikke springer direkte ud i den her fortælling..
Teagan er flyttet ind i et skønt hus. Hun har det godt. Hun elsker stedet og har et dejligt arbejde, hvor hun er respekteret. Hun mangler ikke noget. Bortset fra at slutte helt fred med fortidens spøgelser. Men pludselig får hun en ny nabo, som får hendes verden til at vakle. Det er Garrett Frost – en stædig og enormt attraktiv mand. Der er kemi fra første øjeblik, da han gnavent redder hende fra at blive kørt ned. Men Garrett har selv spøgelser, der hjemsøger ham. To knækkede kan ikke lave noget godt sammen, eller kan de?
Når jeg indleder med at sige, at der er et plottwist i Sommerfugl i frost, så mener jeg det. Jeg kommer ikke yderligere ind på det, for jeg vil ikke spoile noget for dig, kære læser. Men jeg så det ikke komme. Sylvia Day er en eminent forfatter. I det øjeblik jeg lukkede bogen (med tårer i øjnene) havde jeg lyst til at genlæse historien. Så ærligt – bare læs historien. Nyd hjertebanken og fortællingens udvikling. Det er en lille, kort bog, som er nem at komme igang med og som er hurtigt læst. Perfekt til sene stunder og søndagshygge.