| Sponsoreret indlæg |
★★★★★
Titel: Nådestødet // Forfatter(e): Louise Penny // Forlag: Hr. Ferdinand // ISBN: 9788740061475 // Serie: Armand Gamache #2 // Udg. dato: 26-03-2020 // Original titel: A fatal grace // Læst på: Dansk
Nådestødet bringer os tilbage til Three Pines
Vinteren har sænket sig over Three Pines og indhyllet den lille hyggelige landsby i sne og is. Men alt emmer ikke hygge. Til en ganske almindelig curlingkamp sker der noget ganske forundrende. En tilskuer findes livløs. Og hvad mere underligt er, sker det på grund af elektrisk stød – til en curlingkamp!? Der er ingen vidner, og ingen der ved noget som helst. Armand Gamache kommer på en hård opgave for at opklare sagen. Offeret gemmer på en del hemmeligheder og intet er, som det umiddelbart så ud. Samtidig er der også uro internt i Armand Gamache’s egne rækker, så det skal han også holde styr på.
Igen er Armand Gamache helt fænomenal
Ligesom i Mørkt motiv skriver Louise Penny formidabelt. Ærligt, jeg havde ingen idé om, hvem den skyldige ville vise sig at være. Byen er så hyggelig og personerne igen så velbeskrevet, at jeg næsten føler, det er familiemedlemmer. Offeret i historien blev beskrevet, så jeg med det samme ikke kunne lide hende, og ikke havde den største medlidenhed med hende – ligesom resten af Three Pines. Men rolige og balancerede Armand Gamache lader sig ikke styre af fordomme og meninger, men arbejder hårdt på at finde frem til den ubehagelige sandhed. Også internt i egne rækker.
Denne lyttede jeg også som lydbog. Heldigvis er der brugt samme oplæser hele vejen igennem. Oplæseren har en rolig stemme, der passer perfekt til Armand Gamache. De kan virkelig anbefales at lytte til!
Three Pines historierne er hyggelige, muntre og tankevækkende. Selv om det “bare” er hyggekrimier, er man godt underholdt, og når også lige at tænke nærmere over, hvad der får mennesker til at dræbe. Hvordan hemmeligheder og fortielser kan ødelægge ting, forhold og liv. Hvordan forskellen på venner og fjender kan være så minimal.
Formidabel forfatter og fortælling!