| Sponsoreret indlæg |
★★★★☆
Titel: En sidste vilje // Forfatter(e): Beth Corby // Forlag: Palatium Books // ISBN: 9788772311197 // Serie: – // Udg. dato: 13-11-2020 // Original titel: Where There’s a Will // Læst på: Dansk
Hvis en chance kunne ændre alt, ville du så tage den? En sidste vilje giver Hannah chancen
Hannah er 25 år gammel og lever et helt planløst liv. Hun er lidt familiens sorte får, der skifter retning i sit liv hele tiden, fordi hun ikke helt har styr på, hvad hun egentlig vil og skal. Da familiens rige granonkel Donald dør, er det Hannah, der arver hele formuen. Det gør hun, fordi hun og Donald forstod hinanden. Han så Hannah, for den hun var og forskellig fra resten af familien. Men arven kommer ikke uden strenge. Faktisk følger der en række opgaver med for at få arven. Først og fremmest skal hun flytte ind på hans store gods. Derefter skal hun løse en række opgaver, stort og småt, sammen med Donalds personlige assistsent, Alec. Alec er ikke Hannahs største fan fra starten, så det bliver en pinefuld omgang at løse opgaverne i fællesskab. Men Donald har muligvis haft en dagsorden med sine opgaver og arv.
Det er efterhånden længe siden, jeg læste En sidste vilje…
Men ikke desto mindre husker jeg tydeligt historien. Jeg kan huske, jeg grinte en del undervejs. Opgaverne, Donald efterlod til Hannah, spændte vidt fra de mindste ting til større ting. Altsammen ting, der skulle få hende til at leve, være modig og komme tættere på det liv, hun skulle leve. Det var så givende og livsbekræftende at læse, at jeg følte mig virkelig godt underholdt undervejs. Bogens historie er måske ikke den dybeste, men den gav så meget humor, varme og liv, at jeg var holdt fanget fra start til slut. Skøn, sød bog med dejlige personer, velbeskrevet univers og ikke mindst hjertevarme følelser.